Det er et tætpakket kampprogram, FC Midtjylland har i øjeblikket.
De danske mestre skulle onsdag spille deres fjerde kamp på under to uger, og det skulle ske hjemme på MCH Arena, hvor de i denne sæson endnu ikke har optrådt.
Her var modstanderen UE Santa Coloma, der havde taget turen fra Andorra.
Skønt man i det første opgør havde taget en 3-0-føring med hjem, så var det gæsterne fra Andorra, der skulle få opgørets første chance.
For efter blot to minutter dumpede bolden ned for fødderne af Santa Colomas Youssef El Ghzaoui, der med et svagt spark sendte bolden i sidenettet.
En fin start af Santa Coloma, der skulle vise sig at være fint med på bolden i kampens indledende fase.
Artiklen fortsætter efter billedet

FCM ville dog også være med, og Dario Osorio tog efter et kvarters spil et godt løb med bolden, hvorefter han lagde den til rette for Ola Brynhildsen, der ikke fik det bedste traf på bolden.
Herfra var det ikke meget, de to hold havde at byde på – spillet var langt fra prangende, og chancer var der ikke mange af.
Det var endda udeholdet, der skulle komme frem til det, der skulle være halvlegens største chance, da de med fem minutter til pausen tog et kort hjørnespark. Her blev Joaquinete fundet, og han driblede forbi Edward Chilufya, hvorefter han sparkede på mål.
Det var en kvalificieret afslutning, der blev sendt afsted, men Jonas Lössl parerede til endnu et hjørne.
Det var et skuffet FCM-publikum, der gik til pause, og cheftræner Thomas Thomasberg foretog også en udskiftning i pausen. Ud gik Chilufya og ind kom Franculino.
Det skulle dog vise sig, at det var udeholdet, der skulle give den største hjælp til FCM. For efter blot ét enkelt minut rev Pablo Lluch FCM-angriberen Brynhildsen omkuld, og så var det tidligt i bad for Santa Coloma-spilleren, da han modtog sit andet gule kort.
En gave af en anden verden, men det gjorde som sådan ikke FCM bedre.
For spillet havde fortsat mangler, og chancerne udeblev. Derfor blev en række spillere sendt på banen i et forsøg på at skabe det forløsende mål.
Men ligesom i første halvleg så var det udeholdet, der kom frem til opgørets næste chance. For FCM blev fanget højt på banen - og så kunne Santa Coloma sætte en omstilling i gang.
Joaquinete blev fundet på den venstre kant, og han tog et træk ind i banen - afslutningen sad dog lige på Lössl.
Herfra vågnede FCM op. For få minutter senere var Aral Simsir tæt på at krølle bolden i det lange hjørne, men Alex Ruiz i målet boksede væk. Simsir var få momenter efter tæt på igen, da hans afrettede skud lige akkurat sneg sig forbi.
Og også den polske skarpretter Adam Buksa ville lege med, da en bold blev sendt tæt ind under mål, men den tog en afretning, og angriberen kunne ikke få et ordentligt træf på bolden.
FCM var i live, og timands Santa Coloma var i knæ.
Og så skete det!
Franculino driblede på kanten af feltet, og da han tog et træk tilbage i banen, var bolden en smule uden for hans egen rækkevidde, men den faldt til gengæld perfekt for Osorio, der resolut sparkede bolden i nettaget til 1-0.
Et jubelbrøl, et lettelsens suk og alt det midt i mellem blev brølt ud på MCH Arena af de 7917 fremmødte tilskuere.
FCM-spillerne sænkede herfra skuldrene en smule, og spillet blev mere flydende - dog uden flere scoringer.
Med aftenens 1-0-resultat - og sidste uges 3-0-sejr - kan FCM dermed se frem til at møde de ungarnske mestre Ferencvaros i næste runde af Champions League-kvalifikationen.


FC Midtjylland
UE Santa Coloma
CL-kval




































