Alexander Zorniger er blevet fyret som cheftræner i Brøndby efter to og en halv sæson.
Undervejs i perioden har Zorniger hentet flere profiler til Brøndby - særligt Hany Mukhtar har kickstartet sin karriere, og han var da også berørt af situationen, da bold.dk fangede ham mandag.
- Jeg var chokeret, da jeg fik nyheden, siger Mukhtar til bold.dk
- Det er sørgeligt. Jeg kan bare sige, at jeg er meget taknemmelig over at have haft ham som træner, og jeg ønsker ham alt det bedste, siger Hany Mukhtar.
Tyskeren vil ikke tage stilling til, om det er en rigtig beslutning, der er taget.
- Jeg er ikke i en position, hvor jeg skal tage stilling til, om det er rigtigt eller forkert.
- Jeg er ærgerlig over det, men det er sådan, branchen fungerer, og det skal vi acceptere, siger Hany Mukhtar, som garanterer, at der var opbakning til træneren.
- Fra mit perspektiv havde vi et rigtig godt forhold til ham alle sammen. Vi har opnået meget og hentede pokalmesterskabet i en fremragende sæson. Så der er ingen grund til at sige noget dårligt. Jeg har altid støttet ham fuldt ud, siger Hany Mukhtar.
Den tyske offensivspiller havde selv en god relation til Alexander Zorniger.
- Jeg havde et virkelig godt forhold til ham. Han har hjulpet mig meget som spiller og træner. Han er en god træner, og vi kan alle være stolte af, at han har været her.
- Han gav klubben en ny energi og en ny spillestil, som vi skal fortsætte med. Det er meget vigtigt for en klub som Brøndby at have sit eget DNA, og det skal vi fortsætte med, siger Mukhtar.
Tyskeren siger, at han nu ser frem til at hjælpe Brøndby til bedre resultater.
nicolai@bold.dk


Brøndby IF
3F Superliga






























