




Sikke en aften for FC København.
De danske mestre kørte rundt med Malmö FF i overbevisende stil med en imponerende sejr på 5-0.
Viktor Claesson var med til at sætte sine landsmænd på plads, og derfor havde han taget det store smil frem efter kampen.
– Det er et statement. Det er sjovt at stå på denne side, når det ser sådan ud, siger Viktor Claesson til Bold og den øvrige presse.
Så godt var humøret dog ikke i den anden lejr.
Efter kampen var samtlige Malmö-spillere helt nede i kulkælderen efter den store ydmygelse. Men her ville Claesson vise, hvordan en ordentlig vinder skulle opføre sig.
Artiklen fortsætter efter billedet

FCK-svenskeren valgte derfor efter kampen at tage fat i Pontus Jansson og Robin Olsen.
– Jeg ønsker jo, at det går godt for de svenske hold. Jeg vil ikke stå og være overlegen eller en dårlig vinder, så jeg prøvede at opmuntre dem. Især Pontus og Robin, som jeg kender godt fra tiden på landsholdet.
– Nu skal de gå efter Europa League. De har vel en overkommelig lodtrækning i playoff-runden. Så jeg håber, de tager chancen der og kan sikre en plads i Europa.
– Det er selvfølgelig hårdt (for Malmö-spillerne, red.). Men livet går videre. Vi tabte i weekenden, og det var også tungt. Det, der er fedt, når man spiller i Europa, er, at der kommer mange nye kampe. De må lade op til den næste, lyder det fra Viktor Claesson.
Mens Malmö FF skal kæmpe om Europa League, skal Viktor Claesson og resten af FCK-mandskabet videre i kvalifikationen til Champions League.
Her møder FC København FC Basel.


FC København
Malmö FF
CL-kval









































