Daglige smerter plagede Daniel A. Pedersen: Der er et liv efter fodbold

Det er ikke sådan, Daniel A. Pedersen havde forestillet sig, at hans fodboldkarriere skulle ende.

Han havde gerne set det anderledes. Gerne med en sidste kamp, hvor han kunne løbe på banen med visheden om, at det var sidste gang.

En mulighed for at sige farvel på sine egne præmisser og bagefter sætte punktum for et liv, hvor fodbolden har fyldt næsten alt.

Men kroppen ville ikke være med.

- Jeg er ked af, at det slutter på den her måde. Jeg ville da ønske, at det var på lidt andre vilkår, og at man måske kunne bygge op til det i et sidste halvår, hvor man så fik lov til at spille en sidste kamp. Hvor man ligesom vidste, at det her er min sidste kamp.

- Det ville jeg da have ønsket, siger Daniel A. Pedersen med en klarhed i stemmen.

I stedet er karrieren blevet afsluttet af de smerter, som gennem de seneste halvandet til to år langsomt har gjort det sværere og sværere at være professionel fodboldspiller.

Kroppen sagde fra
Daniel A. Pedersen har prøvet at kæmpe imod.

Det er sådan, man gør som fodboldspiller. Man træner videre, når kroppen er øm. Man arbejder sig tilbage efter skader. Man håber på, at den næste uge bliver bedre.

Han gennemgik en stor skulderoperation i april sidste år, som holdt ham ude i flere måneder. Da han endelig var tilbage, kom problemerne med akillessenerne, og pludselig blev det ikke bare fodbolden, der gjorde ondt.

Det gjorde hverdagen også.

- Der var det i perioder ikke sjovt. Selvfølgelig elskede jeg at komme til træning og elskede at spille. Men det der med, at man står op om morgenen og har svært ved at gå til at starte med og skal have varmet akillessenerne op for at komme ud af sengen. Det var ikke så sjovt til sidst.

Det var den virkelighed, han vågnede op til. Og selv om han forsøgte at holde fast, begyndte spørgsmålet langsomt at melde sig: Hvor længe kan man blive ved med at leve sådan?

- Det var i løbet af foråret, at jeg fandt ud af, at det ikke var sjovt ikke at kunne være med på samme vilkår som alle de andre, som rendte rundt og ikke havde ondt.

- Jeg var nødt til at træne halvt, være doseret og være på smertestillende stort set dagligt. Der tænkte jeg, at det ikke holder.

Alligevel var beslutningen ikke truffet endnu. For håbet om, at kroppen kunne komme sig, var der stadig.

Måske kunne sommerferien gøre forskellen. Måske kunne en længere pause få smerterne til at forsvinde, så han igen kunne mærke den krop, han kendte fra tidligere.

Men da han forsøgte at løbe lidt eller bare spille fodbold for sjov, kom smerterne tilbage.

- Jeg havde håbet, at det ville blive meget bedre i løbet af en sommerferie. Men jeg kunne også godt mærke, at det ikke var noget, som gik over på en kort ferie.

- Ved at lave en enkelt lille løbetur i ferien eller komme ud og prøve mig af på en fodboldbane og spille lidt, så sad det der igen, og smerterne kom igen.

- Så var det ligesom at tænke, at det nok ikke bliver til mere, måtte Daniel A. Pedersen sande.

Det er en erkendelse, der gør ondt for en fodboldspiller, som stadig elsker sit arbejde. Men for Daniel A. Pedersen handlede det til sidst om noget større end den næste kamp.

Han skulle også tænke på det, der kommer efter fodbolden.

- Man skal også huske på, at der er et liv efter fodbolden. Jeg er glad for, at jeg nåede at stoppe i tide, og at jeg nu føler mig godt kørende fysisk i forhold til, at jeg ikke har ondt i hverdagen.

- Det er trods alt det vigtigste.

Det er også derfor, han kan acceptere beslutningen, selv om han ikke nødvendigvis kan lide den.

For Daniel A. Pedersen ved godt, hvilken spiller han har været. En spiller, der har haft brug for at kunne give sig selv fuldt ud. En spiller, der ikke har haft det godt med at være halv.

- Den type spiller, jeg er, har altid været en, som gerne ville give alt for holdet og for den klub, jeg er i. Jeg kunne også godt mærke til sidst, at det var ikke den bedste version, som kom på banen, når det var, at jeg ikke kunne give mig 100 procent.

Og det er måske den vigtigste grund til, at han stopper.

Han indrømmer, at han faktisk godt kunne have fortsat. Men han kunne ikke længere fortsætte som den spiller, han gerne ville være.

Derfor blev det i sidste ende et valg mellem fodbolden og kroppen.

- Jeg ville ønske, at jeg kunne have stoppet på en anderledes måde. Men omvendt så er jeg også glad for, at jeg lytter til kroppen og tager en voksen beslutning om, at nu går det ikke længere.

Morten Olsen og AGF
Når Daniel A. Pedersen nu kigger tilbage på sin karriere, er det heller ikke skaderne, der fylder mest.

Det er minderne fra en karriere, som har budt på lidt af hvert for den nu tidligere midtbanespiller.

- Jeg har virkelig elsket at spille fodbold og har følt mig så privilegeret. Jeg har mødt så mange søde mennesker og været i nogle fantastiske klubber.

Da han skulle finde billeder frem til offentliggørelsen af sit karrierestop, blev det derfor også en tur tilbage gennem et liv, der pludselig er blevet afsluttet.

- Selvfølgelig er det blandet. Det er jo sjovt, men det er også lidt vemodigt. Det er jo nogle gode minder. Jeg tænker jo tilbage på en fantastisk tid.

- Man sad også med et smil på læben, da man scrollede igennem billederne og skulle prøve at kigge på, hvad man kunne finde frem.

Blandt de største øjeblikke skal man finde et af de billeder af Pedersen, hvor han løber rundt i rødt og hvidt.

Han nåede at få kampe for U20- og U21-landsholdet, men det er en tur til USA tilbage i 2013 med Ligalandsholdet, som får smilet frem hos Pedersen.

- Jeg synes, det var stort at få debut på Ligalandsholdet under Morten Olsen. Også fordi det var Morten Olsen, en kæmpe legende i dansk fodbold.

Landsholdet er specielt, men det blev ikke til mere for Pedersen. Han har dog opnået noget, som mange ikke kommer i nærheden af.

Derfor er det også tiden i AGF og pokalfinalen i 2016, der står tilbage som noget særligt.

AGF havde ikke været i en finale i flere årtier, og da holdet nåede frem til Parken, oplevede Pedersen en stemning, som han aldrig glemmer.

- Det er noget af det allerstørste. Det er en klub, som betyder sindssygt meget for mig, og som jeg stadig følger i dag. At være i sådan en finale og mærke Aarhus og passionen omkring AGF, var helt vanvittigt at opleve.

- Det var bare hele optakten til det. Alle vores familier var der, og AGF havde ikke været i en finale i 20 år.

- At der så var så mange mennesker, som tog turen fra Aarhus, gjorde det bare til en fantastisk dag.

Resultatet var ikke det, han havde håbet på. Nederlaget gjorde ondt, og han ville have ønsket, at han sammen med holdkammeraterne havde kunnet give AGF den pokal, klubben havde ventet så længe på.

- Selvfølgelig er man totalt skuffet og bitter over, at man ikke vandt en pokal til klubben. Men oplevelsen står stadig stærkt.

Og det gør AGF også.

- Jeg synes, at tiden i AGF var fantastisk på mange parametre. Det gik op og ned for os som hold, og også for mig som spiller personligt. Men det var så fedt at være i den klub, og det er så vild en klub at være i.

- Den måde, som jeg føler, at jeg er blevet taget imod af alle i og omkring klubben, men også af fansene, var virkelig fedt.

- Jeg kan også godt mærke, at når jeg møder nogle AGF-fans, som hilser, at det varmer en, at man har sat et positivt mærke.

Og måske er det netop dét, han tager med sig videre efter sit karrierestop.

Ikke kun minderne om kampene, men følelsen af at have betydet noget for de mennesker, han delte dem med.

- At man har været en god person, er noget, som er næsten endnu vigtigere for mig.

- At man bliver anerkendt for at have gjort, hvad man kunne for holdet og klubben, som man har været i, og de holdkammerater, man har haft, det er noget, som jeg værdsætter meget.

Livet efter fodbolden
Nu skal Daniel A. Pedersen finde ud af, hvad der kommer bagefter.

Det er på mange måder en helt ny situation. I årevis har hverdagen været planlagt omkring fodbolden. Træning, kampe, restitution og behandling. Nu er der pludselig plads til noget andet.

Han ved endnu ikke præcis hvad.

- Det er jo et godt spørgsmål. Det er jo det, man skal til at finde ud af, og jeg glæder mig til at finde ud af, hvad jeg skal i fremtiden.

Han har allerede nogle idéer og forskellige samtaler i gang, og han afviser heller ikke, at fodbolden fortsat kan blive en del af hans arbejdsliv.

- Det ville da være fantastisk at arbejde inden for fodboldverdenen. Jeg har lidt forskelligt oppe at vende. Det er jo også først nu, hvor det hele lige skal have lov til at lægge sig, at man så finder ud af, hvilken vej man skal gå.

Og så er der familien.

For første gang i mange år er weekenderne ikke nødvendigvis reserveret til fodbold. Det bliver anderledes, men også noget, han ser frem til.

- Det bliver også rart at have weekend, selvom det bliver mærkeligt. Jeg kommer nok også til at se en masse fodbold i weekenden alligevel. Jeg tror helt sikkert, at der går lang tid, før jeg stopper med at savne at spille fodbold.

Det er måske den mest ærlige beskrivelse af Daniel A. Pedersens karrierestop.

Han stopper ikke, fordi han er færdig med at elske fodbolden. Han stopper, fordi kroppen er færdig med at betale prisen for det.

Efter mange år på topplan, efter operationer, smerter og utallige timer på træningsbanen har han til sidst måttet vælge sig selv.

Men Daniel A. Pedersen lægger stolt fodboldstøvlerne på hylden, når han tænker tilbage på sin karriere på grønsværen.