Efter at have været en vigtig brik i FC Sydvest i flere år tager Lasse Seistrup Clausen nu et skridt videre i karrieren.
Det går til Dalum IF, hvor sportsdirektør Jens Lolch er begejstret over tilgangen.
- Lasse Seistrup Clausen er en yderst kompetent spiller, som kommer til fra FC Sydvest, hvor han har været en fast del af deres divisionshold de seneste sæsoner, hvor han trods sine kun 22 år er en pænt rutineret spiller med næsten 100 divisionskampe.
- Lasse er super seriøs med sin fodbold. Han er teknisk rigtig god, med stort overblik, rolig i omgangen med bolden samt væsentligt også meget arbejdsom både defensivt og offensivt. Da vi fik muligheden for at tilknytte Lasse til vores divisionstrup i den kommende sæson, var vi ikke i tvivl om, han ville kunne tilføre holdet både kvalitet og stabilitet.
- Så det var nemt for os at beslutte, at han kunne være en god spiller for Dalum IF, udtaler Jens Lolch.
Artiklen fortsætter efter billedet

Også Lasse Seistrup Clausen selv er glad for skiftet.
- Jeg forventer i den kommende sæson, at jeg kan komme ind på holdet og bidrage med nogle af de kompetencer, som jeg mener, at jeg selv har. Det er bl.a. en seriøs tilgang, hårdt arbejde og en god ro på kuglen.
- Dertil forventer jeg, at vi som klub kan med et stærkt set-up og hårdt arbejde, spille os ind i kampen om top seks i den kommende sæson. Først og fremmest er jeg rigtig glad for, at det er lykkedes at lave en aftale med Dalum IF. Dalum har jeg mødt en masse gange i forbindelse med min fortid i FC Sydvest.
- Jeg har altid synes, at Dalum har spillet god fodbold og haft et stærkt hold, hvilket jeg glæder mig til at blive en del af i den kommende sæson. Desuden har jeg fået et rigtig godt indtryk både af klubben, staben og ikke mindst mine fremtidige holdkammerater, siger han.
Dalum og FC Sydvest spiller begge i den nye 3. division, hvor sæsonen indledes den 6. august.

FC Sydvest
CampoBet 3. division
Dalum
































