HB Køge er tæt på nedrykningsstregen i NordicBet Ligaen, hvor klubben blot har fire point ned til Fremad Amager under stregen.
Klubben har tabt de seneste fem ud af seks kampe i NordicBet Ligaen, og i den seneste kamp fik HB Køge en øretæve på hele 1-6 mod FC Fredericia.
Agger blev ansat i marts 2021, og her havde klubben ambitioner om at spille Superliga-bold inden for tre år.
bold.dk har talt med Agger på cheftrænerens kontor og spurgt ind til hans egen fremtid i klubben.
- Forudsætningerne har ændret sig. Det sker i virksomheder, fodboldklubber og alle steder. Det har vi måttet acceptere. Derfor har vores mål også været nødsaget til at blive ændret, og det har vi også gjort.
- Vi har også ændret det internt. De ting, som det handlede om for to år siden, handler det ikke om nu. Vi skal bruge alle de point, som vi kan få, så vi kan ende over den streg, siger Daniel Agger til bold.dk.
Hvordan har det været, at det har ændret sig?
- Det er aldrig sjovt, men jeg kunne bare have sagt, at jeg ikke ville være i det, hvis jeg ikke ville være i det. Jeg kan hverken gøre fra eller til. Enten kan jeg acceptere det, eller så kan jeg smutte. Grunden til, at jeg sidder her, er, at jeg accepterer det.
Har du overvejet at smutte fra projektet?
- Nej, det er ikke den type, som jeg er, og det er vi heller ikke. Vi har selvfølgelig været ærgerlige over, at det er gået den vej, som det er gået. Jeg tror, at vi accepterede det med det samme og prøver at få det bedste ud af det.
Hvad er forklaringen på de manglende resultater?
- Forklaringen er, at vi ikke har været gode nok. Det er den hurtige forklaring, men der ligger mange ting bag. Vi har måttet have store udskiftninger i truppen de seneste to år.
- Vi har måttet få en masse lejespillere ind eller halvårlige kontrakter. Hvis du gerne vil bygge et hold og en kultur, så er det ikke måden at gøre det på.
- Vi købte ind på at opbygge en kultur, og der gik en tre-fire måneder, så kunne vi ikke bygge mere på den, så måtte vi klare den på en anden måde. Det er der, hvor vi er nu. Vi arbejder fra dag til dag og prøver at skabe resultater fra uge til uge.
Hvad tænker du om din egen jobsikkerhed i betragtning af resultaterne?
- Det har jeg slet ikke tanker på. Det bruger jeg ikke fem minutter på at tænke på. Jeg laver mit arbejde og gør det så godt, som jeg kan. Vi har et hold omkring holdet og gør alt, hvad de kan for at skabe resultater.
Mærker du et pres?
- Jeg lægger meget mere pres på mig selv, end nogen andre kan og især sådan nogle som jer (medierne, red.). Det (Pres og fyringssnak, red.) generer mig ikke.
Føler du, at du er fyringstruet?
- Nej, det må du tage med Per (Per Rud, red.).
Men du ser dig selv som den rigtige mand til at stå i spidsen for HB Køge?
- Tror du selv, at jeg havde siddet her, hvis jeg ikke synes det. Det, synes jeg, er et meget dårligt spørgsmål.
Har en plan klar
Daniel Agger og Lars Jacobsen har kontrakt med HB Køge til sommeren 2024. Da bold.dk spørger ind til Aggers planer for næste sæson, svarer han kryptisk.
- Det er et tricky spørgsmål, fordi jeg har en klar idé om det.
Vil du løfte sløret for dine planer?
- Nej, det synes jeg, at du skal snakke med Per (Per Rud, red.) om.
Men dine ambitioner er da højere end NordicBet Ligaen?
- Ja, selvfølgelig. Hvis man ikke har ambitioner, så skal man ikke være i det her job, så selvfølgelig har jeg det, men hver ting til sin tid.
- Jeg har heldigvis fået en helvedes masse erfaring herfra. Den er tricky, men lige nu er det kedelige svar at fokusere på de sidste par kampe, fordi det kræver vi af os selv og spillerne, at vi får skrabet nok point sammen til at ende over stregen.
Men din plan er klar?
- Ja, jeg har en plan, og der er helt styr på det.
Og du vil ikke fortælle om den?
- Nej, fokusset er på de næste kampe. Det er det vigtigste for mig og klubben, og så kommer fremtiden i anden række.
HB Køge møder i næste runde Hillerød på hjemmebane.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
HB Køge
Betinia Liga

























