2025's første europæiske uge er overstået, og det har igen medført forskydninger i UEFA's koefficientregnskab.
Danmark er fortsat nummer 16, men takket være FC Midtjyllands 2-0-sejr over Ludogorets blev afstanden til både Polen og Israel som de nærmeste forfølgere øget.
Maccabi Tel Aviv tabte til Bodø/Glimt og er på vej ud af Europa League, så Israel bliver næppe nogen trussel for Danmark.
Polen er til gengæld værd at holde øje med, for både Legia og Bialystok er videre i Conference League med mulighed for at skrabe yderligere point sammen.
FCK er videre i Conference League og møder Heidenheim i februar, mens meget skal gå galt, hvis ikke også FC Midtjylland skal klare cuttet i Europa League.
Lige foran Danmark ligger Skotland stadig nummer 15, og skotterne har også to hold videre - Celtic i Champions League og Rangers i Europa League.
Artiklen fortsætter efter billedet

En placering længere fremme bliver det mere interessant med de danske briller.
På 14.-pladsen finder vi nemlig Schweiz, som med sikkerhed mister et hold efter ligafasen, da Young Boys ikke længere kan gå videre i Champions League, men Lugano kan score flere point til Schweiz, i og med klubben er sikret Conference League-avancement.
Så de danske hold skal håbe, at Lugano hurtigst muligt ryger ud, ligesom FCM og FCK skal sørge for at skrabe yderligere et par sejre sammen.
Længere fremme på listen stormer både Norge og Grækenland af sted.
Bodø/Glimt besejrede torsdag Maccabi Tel Aviv og er videre i Europa League. I Conference League avancerer Molde desuden.
Grækerne har med sikkerhed Panathiakos og Olympiakos videre, og PAOK ser ud til at følge trop, så Grækenland henter Danmark næppe.
Se den øjeblikkelige stilling her:
Man kigger på de seneste fem sæsoner, og i år er 2019/2020-sæsonen udgået.
| Placering | Nation | Point | Point i denne sæson | Hold tilbage |
| 11. | Grækenland | 35.875 | 9.250 | 3/4 |
| 12. | Norge | 35.500 | 7.625 | 2/4 |
| 13. | Østrig | 34.950 | 8.150 | 3/5 |
| 14. | Schweiz | 33.225 | 6.650 | 2/5 |
| 15. | Skotland | 33.050 | 6.750 | 2/5 |
| 16. | Danmark | 32.793 | 6.468 | 2/4 |
| 17. | Polen | 31.875 | 8.625 | 2/4 |
| 18. | Israel | 31.625 | 2.875 | 1/4 |
| 19. | Kroatien | 26.525 | 5.375 | 1/4 |
| 20. | Cypern | 25.662 | 8.687 | 3/4 |
| 21. | Sverige | 25.625 | 9.875 | 3/4 |
| 22. | Serbien | 25.100 | 3.325 | 2/5 |
Hvorfor er top-15 vigtigt?
En plads i top-15 vil sikre, at Danmark kan få fem Europa-pladser.
Efter de seneste sæsoners resultater står det klart, at Danmark går ind til 2025/26-sæsonen med kun fire hold fra 3F Superligaen, der får chancen i Europa.
Det var ellers meget tæt på, at Danmark fik fem hold i Europa og to pladser i Champions League. Olympiakos vandt dog Conference League, og det betød, at Danmark mistede 15.-pladsen.
I de seneste par år har Danmark kun haft fire pladser, men førhen har der været fem danske hold, som kunne jagte den europæiske lykke.
Hvordan får man point?
Koefficientpoint uddeles til et land, når en klub fra det pågældende land præsterer i de europæiske kampe.
En sejr i hovedturneringer og frem giver to point, og uafgjort giver et enkelt, men det divideres med antallet af klubber fra landet, som i starten af sæsonen fik en europæisk billet.
I kvalifikationsrunderne halveres pointtallet, så en sejr giver et enkelt point, og uafgjort giver et halvt point. Det divideres ligeledes med antallet af hold, der fik europæisk billet (fire i Danmarks tilfælde).
Der er bonuspoint at hente, alt efter hvor godt hold præsterer i ligaspil. I Champions League er man garanteret at få mindst seks.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC Midtjylland
FC København
Europa League


























