Da Danni König for et år siden forlængede med FC Cincinnati var tanken samtidigt, at det skulle være angriberens sidste sæson i USA, inden han ville hjem til familien i Danmark.
I mellemtiden satte 31-årige König rekord som klubbens mest scorende spiller gennem tiderne, FC Cincinnati blev godkendt som MLS-klub fra 2019 og vandt siden suverænt grundspiltitlen efter blandt andet 11 mål af König.
FC Cincinnati skrev allerede i sommer en kontrakt med MLS-standard med den tidligere FCK-angriber Fanendo Adi, men der er også blevet plads til et tilbud om forlængelse til König.
Ifølge cincinnati.com har danskeren dog takket nej.
- Jeg har haft en virkelig god tid i Cincinnati. Nogle af de bedste minder fra min karriere har jeg fået i Cincinnati.
- Det var en nem beslutning, man samtidigt var det ikke en nem beslutning, siger König til mediet og henviser blandt andet til at spille foran gennemsnitligt 26.000 tilskuere i Cincinnatis hjemmekampe.
König takker alle i og omkring FC Cincinnati for sin tid i klubben og sender en særlig stor tak til klubbens præsident Jeff Berding.


USL League One
FC Cincinnati































