2. Division -Dansk back jagter ny udfordring i Arendal
Foto: Arendal
2018-11-27 08:30:01
Foto: Arendal

Dansk back jagter ny udfordring i Arendal

Den danske venstreback Mads Nørby har brug for en ny udfordring efter flere år som profil i Egersund. Nu rykker han til danskerklubben Arendal.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Den danske venstreback Mads Nørby har skiftet Egersund ud med Arendal, som også ligger i den tredjebedste norske række.

24-årige Nørby bliver derfor holdkammerat med landsmændene Sune Kiilerich og Rasmus Christensen. Han forhørte sig også hos begge inden skiftet, fortæller Nørby til bold.dk.

- Jeg skrev både til Sune og Rasmus om klubben og byen og de ting, som man nu spørger om. Der var kun positive ting at sige.

Det var også positive snakke med Arendal-træner Steinar Pedersen og et godt besøg i klubben, der overbeviste danskeren om et skifte. Han var ellers på vej til en anden klub.

- Jeg kom i kontakt med Arendal-træneren ganske hurtigt og var til et møde med ham i Kristiansand. Men jeg var også til møde med en anden klub. Jeg havde egentlig takket ja til Bryne, men så ringede Arendal-træneren igen og spurgte, hvad der skulle til, for at jeg ville skifte til dem.

- Vi fik en god snak og aftalte, at jeg skulle komme og se på forholdene. Jeg blev overbevist om at det var det rigtige.

- Forholdene er gode, jeg kan godt lide træneren, og der er også to andre danskere i klubben, som jeg kender. Det var min mavefornemmelse, der sagde Arendal.

I Arendal bliver Nørby en del af et ambitiøst projekt, hvor det er målet at komme tilbage i den næstbedste norske række så hurtigt som muligt.

- Det var egentlig meget let. Jeg har spillet mod Arendal nogle gange nu og ved, hvad de står for. En af de største grunde til, at jeg valgte dem, er at de hurtigst muligt vil op i OBOS-ligaen igen. Det vil jeg gerne være en del af.

Det var tæt på at lykkes med oprykning med Egersund to gange, men det skete ikke for Nørby og co. Nu var det på tide med en ny udfordring, føler han, efter at have udviklet sig godt siden ankomsten til norsk fodbold i august 2014.

- Det er gået over al forventning. Jeg har fået skabt mig et godt navn heroppe, og de fleste klubber ved, hvem jeg er nu. 

- Jeg har stort set spillet alle kampe og har været en profil på holdet i fire år nu. Jeg har også haft tilbud fra en OBOS-liga-klub. Det var for to år siden, men da trivedes jeg bare så godt i klubben, at jeg ikke ville væk. Det var det år, hvor vi glippede oprykningen, så der troede jeg meget på, at vi kunne rykke op, og derfor blev jeg.

- Jeg føler, jeg har brug for lidt forandring for min egen udviklings skyld. Jeg var blevet lidt for sikker på min plads. Jeg skal have nogle nye udfordringer.

24-årige Mads Nørby har en fortid i FC Midtjylland, Skive og Ringkøbing. I 2014 rykkede han fra Ringkøbing til Egersund, som han har spillet for siden, men fra 2019 skal han altså tørne ud for Arendal.

nanna@bold.dk

Annonce
Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce