Liga II -Dansk stopper er taget til Rumænien: Meget professionelt
2023-08-21 15:50:00
Foto: CSC 1599 Selimbar

Dansk stopper er taget til Rumænien: Meget professionelt

Danilo Babovic har valgt at skifte til den rumænske klub CSC 1599 Selimbar, og den tidligere Hillerød-forsvarer fortæller til bold.dk, at han er blevet imponeret over de professionelle forhold i klubben.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Det er ikke hver dag, at en dansk fodboldspiller skifter til rumænsk fodbold, men det har været tilfældet for 23-årige Danilo Babovic.

I den seneste sæson tørnede Babovic nemlig ud for Hillerød i NordicBet Ligaen, men fremover står den på fodbold i rumænske CSC 1599 Selimbar i den næstbedste række.

Babovic fortæller til bold.dk, at han er jublende lykkelig over, at han har scoret sig en professionel kontrakt. Forsvareren havde dog mulighed for at blive i Danmark, da NordicBet Liga- og 2. divisionsklubber ville have ham.

- Det handler om, at jeg gerne ville være fuldtidsprofessionel, så jeg kun skal fokusere på fodbolden. Samtidig vil jeg prøve mig af nogle nye steder, da jeg ved, at fodbolden er anderledes i Østeuropa i forhold til Europa. Jeg tænkte, at jeg gerne vil bygge det på mit spil. Det handler om min udvikling, og det er hovedidéen med at tage til udlandet og blive fuldtidsprofessionel, siger Babovic til bold.dk og tilføjer.

- Jeg hørte, at klubben var interesseret i mig, og så valgte jeg at tjekke forholdene ud. Det hele så godt ud og var meget professionelt. Det passer meget godt i forhold til, hvad jeg gerne vil.

Varmt
Danskeren fortæller, at det hele har kørt efter bogen, og han sørgede for at lave en god research, inden han takkede ja til skiftet og en toårig kontrakt.

- Jeg læste om det på internettet, så det hele er velovervejet. Min agent kendte klubben og fortalte, hvordan det var. Det hele stemmer overens, og det har været ordentligt.

Indtil videre har Danilo Babovic været med i to kampe for den rumænske klub, og han er ved at vænne sig til den nye kultur.

- Det har været godt. De første par uger var hårde, da det er varmt, så man skal lige vænne sig til temperaturen kontra Danmark, men udover det har været rigtig godt. Drengene er rigtig professionelle, så det handler om, at jeg skal komme i 100 procent fysisk form, og så skal jeg spille en masse kampe. Jeg glæder mig.

- Det er et meget højt niveau. Der er meget mere spil på det fysiske med løb og hårde træninger. Det får jeg bygget på, siger Danilo Babovic til bold.dk.

Babovic spillede 25 kampe for Hillerød i den seneste sæson.

Annonce

2 kommentarer

Se kommentarer
Annonce