Eerste Divisie -Dansk succestræner inspireres af Atletico
2020-11-01 10:00:02
Foto: Almere City

Dansk succestræner inspireres af Atletico

Ole Tobiasen har stor succes hos hollandske Almere, som han har ført til toppen af den næstbedste række efter at have overtaget jobbet permanent. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Siden 2018 har Ole Tobiasen været tilknyttet Almere City i den næstbedste hollandske række. 

Her startede han som assistenttræner, men i to omgange har han overtaget cheftrænerjobbet midlertidigt efter fyringer. 

I sommer blev den stilling gjort permanent, og det har været med stor succes. Almere City indtager nemlig førstepladsen i rækken efter ti kampe, hvor det er blevet til syv sejre og tre uafgjorte. 

Dermed har den danske træner fået skabt noget stabilitet i holdet, som har manglet de seneste par sæsoner. 

- Først og fremmest har jeg kunne sætte mit præg fra dag et. Vi har haft fokus på, at vi tidligere har lukket alt for mange mål ind. Det kan lyde underligt, for jeg er en træner, der vil være meget spilstyrende og aggressiv. Men hvis man vil være med i toppen af rækken, så kan man ikke lukke så mange mål ind, siger Ole Tobiasen til bold.dk. 

Det har virket for Tobiasens tropper, der blot har lukket ni mål ind i ti kampe. Fire af de scoringer faldt tilmed i den samme kamp. 

I sin aktive karriere var den tidligere FCK- og AaB-spiller også at finde i defensiven, men det er ikke blot ved at dele ud af egne erfaringer, at han har fået lukket af bagtil. 

- Vi har skulle finde noget ro i at forsvare, hvor vi har set på eksempler fra italienske hold, der bare kører den hjem, når de fører 1-0. Der er også Atletico Madrid, der er gode til at lægge sig ned foran eget felt. Den ro havde vi ikke i de seneste sæsoner, og det er noget, vi stadig arbejder med, når vi kommer til at stå dybt.

Den defensive strategi rummer dog også et højt pres. Det skal være en vekselvirkning ifølge den danske træner, der vil have et stabilt fundament i de perioder af kampen, hvor man ikke kan presse højt.

Til gengæld skal det høje pres også eksekveres, når det er muligt.

- Jeg vil rigtigt gerne få sat modstanderen tidligt under pres og få trykket frem i banen. Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre altid, så i de perioder, hvor vi står dybt, skal vi stadig kunne være styrende. 

- Der skal vi kunne tage initiativ til at få presset boldholderne og finde et momentum, hvor hele holdet skubber op og lægger presset, når den eksempelvis bliver spillet ud på modstanderens venstreback. 

'Den første boldberøring skal være frem i banen'

Selvom Ole Tobiasen som nævnt selv har fortid i det defensive, så ser han gerne sit mandskab have et klart offensivt udtryk.

Spillerne skal se fremad, hver gang de modtager bolden, så spillet konstant rykkes frem i en angribende og direkte stil. 

- På bolden har vi meget fokus på vores positionering, og hvordan vi tager initiativ, når vi modtager bolden. Det handler om at orientere sig, inden man modtager bolden, så den første boldberøring kan være frem i banen. Vi vil rigtigt gerne være direkte i vores spil. Det betyder ikke, at vi skal spille en lang bold op på angriberne, men at vi skal spille op igennem kæderne på modstanderen. 

- Det er nemt nok at spille den baglæns. Det handler om at ændre spillernes mindset, så de også spiller bolden foran medspilleren. Det gælder også dem uden bolden, der skal komme med dybdeløb, overlap og lignende løb frem i banen. 

Når den 45-årige træner skal sammenfatte hans fodboldudannelse, og hvordan det har præget hans trænervej og spillestil, peger han også tilbage på sin egen aktive karriere. 

- Jeg har jo fået en lidt blandet fodboldopdragelse. I min første tid i FC København var det meget teknisk spil med tvillingerne, hvor vi var meget boldstyrende. Så har jeg været i Norge, hvor man virkelig lærte at forsvare og spille med lidt lange bolde. Endeligt har jeg jo været i Holland, hvor man har den her totalfodbold. 

Den fodboldopdragelse har han nu brugt til at sammenfatte sin egen taktiske stil, som han er i gang med at videreføre til sin Almere-trup. 

Det er en nødvendighed i den næstbedste hollandske række, hvor fokus ofte er mere rettet på udviklingen af de individuelle, unge spillere fremfor den taktiske helhed, som mere kommer til udtryk i Æresdivisionen. 

- Æresdivisionen kan godt blive lidt taktisk, hvor første divisionen er mere præget af unge spillere. Spillerne løber røven ud af bukserne, der kommer mange en-mod-en-situationer, og det er en mere opportunistisk spillestil. 

- Niveauet er selvfølgelig bare højere med bolden i Æresdivisionen, men det synes jeg, vi er kommet efter hos Almere. Vi er blevet bedre taktisk til at veksle mellem at stå både højt og lavt i banen. 

Flere chancer for oprykning

Dermed bliver truppen, der også indeholder danske Elias Sørensen og Frederik Helstrup, også gjort klar til en eventuel oprykning. 

Oprykning er dog ikke nødvendigvis forventningen i denne sæson, men klubben har som klar ambition, at de skal blande sig i toppen. 

- Ambitionen har været fra dag et af, at vi rigtigt gerne vil være med oppe i toppen og drille de store hold. 

Den hollandske 1. division er lidt anderledes skruet sammen, end man ser de fleste andre steder. 

Det betyder, at man kan rykke op uden at indtage de absolutte topplaceringer. Oprykning fordeles nemlig således, at de to øverste mandskaber stryger op i Æresdivisionen.

Derudover spiller holdene fra tredjepladsen til ottendepladsen om playoff. Man kan dog også sikre sig på en plads i playoff på anden vis. 

Det gør man ved at være det bedste mandskab i en af sæsonens fire perioder. En periode udgøres af otte spillerunder, og det bedste hold i hver af de runder får en plads i playoff-spillet. 

Hvis en af periodevinderne allerede er sikret en playoff-plads, går pladsen videre til nummer ni i turneringen. 

- Det er jo lidt dobbelt, for du kan have en rigtig dårlig sæson, og så vinder du en periode, hvilket gør, du alligevel spiller playoff. Vores ambition er at kvalificere os hurtigst muligt til playoff, og det kunne godt være ved at vinde en periode. 

- Vi vil selvfølgelig gerne være det overraskende hold, der blander sig i kampen om de to øverste pladser. Vi har måske fået en endnu bedre start, end vi håbede, men vi har faktisk også tabt lidt dyre point mod hold, hvor vi burde have vundet. 

På den lange bane er der dog ikke tvivl om, hvor Ole Tobiasen ser klubben rykke sig hen. Klubben er nemlig i gang med en rivende udvikling, hvor alle faciliteter og stadionet bliver optimeret til en eventuel oprykning.

- Vi har taget nogle kæmpe skridt de seneste tre år. Nu skal vi forbedre spillerne, så vi kan konkurrere med større klubber som De Graafschap og Nijmegen. 

- Det er en proces, hvor vi gerne vil etablere os i toppen af rækken. Det kan man også se på klubbens udvikling, hvor vi er ved at få udbygget et nyt stadion. Almere er den yngste by i Holland, men også den hurtigst voksende. Vi har ikke rigtigt nogle tilhængere og har et lille stadion med plads til 4.000 tilskuere. Et rigtigt lille og lukket stadion. 

- Vores faciliteter er dog i top med god omklædning, træningsbaner, egen kok og generelt en kæmpe stab. Så vi er klar udenfor banen til at rykke op. Ejeren har også sagt, at spillerne må ikke kunne klage over noget udenfor banen udover trænerne, siger han grinende til bold.dk. 

Annonce

5 kommentarer

Se kommentarer
Annonce