Kenneth Heiner-Møller er ny sportsdirektør i det canadiske fodboldforbund.
Den 55-årige dansker får ansvaret for flere af organisationens landshold, oplyser Canada Soccer på sin hjemmeside.
Heiner-Møller har tidligere været talent- og udviklingschef i DBU – en stilling, han forlod i 2024 for at tiltræde som teknisk direktør i San Diego FC.
Det canadiske fodboldforbund oplyser desuden, at Heiner-Møller tiltræder i jobbet i løbet af de kommende måneder. Indtil da vil han fortsætte med at varetage sit nuværende arbejde i San Diego FC.
- Jeg er begejstret for at påtage mig rollen som sportsdirektør og for at vende tilbage til Canada Soccer.
- Da jeg tidligere har arbejdet i organisationen, forstår jeg det ansvar, den har for at udvikle sporten på nationalt plan, samtidig med at Canada forbliver konkurrencedygtigt internationalt, siger danskeren til Canada Soccers hjemmeside.
Kenneth Heiner-Møller har tidligere været landstræner for det canadiske kvindelandshold.

FIFA VM
Canada































