Den tidligere FC Fredericia- og OB-spiller Jeppe Hansen har tilbragt en stor del af sin karriere i islandsk fodbold. Det er også tilfældet i øjeblikket, hvor han tørner ud for Keflavik, som spiller i den næstbedste række.
Og her har angriberen været mere eller mindre ustoppelig i den sæson, der nu lakker mod enden. Jeppe Hansen har således spillet i 18 kampe og har kvitteret med hele 14 scoringer.
- Jeg er jo bare kommet ind i en rigtig god spiral. Min selvtillid boomer lige nu. Hver gang jeg går på banen, føler jeg, at jeg er den bedste, og at modstanderen ikke kan stoppe mig - og så kommer målene bare, siger Jeppe Hansen til bold.dk.
Nyder livet
Jeppe Hansen har som sagt spillet flere år af sin karriere i Island, og han nyder livet på vulkanøen - og det har haft en betydning for succesen.
- Det hænger ofte sammen med, hvordan det går uden for banen - og jeg har virkelig haft et godt år heroppe. Jeg har det virkelig godt og nyder virkelig livet. Så jeg bliver helt sikkert et år mere - det er der nærmest ikke noget, der kan ændre ved, siger Jeppe Hansen.
Samtidig betyder det også noget, at Hansen trods alt blot boltrer sig på næsthøjeste niveau i Island.
- Det ville være løgn at sige andet. Det er alt andet lige nemmere at score i den næstbedste række, end det er at score i den bedste række. Det har rigtig meget at skulle have sagt. Niveauet er bare ikke så godt som i den bedste række, siger Hansen.
Tæt på oprykning
Der kan dog blive lavet om på niveauet i næste sæson.
Keflavik fører rækken og kan torsdag aften sikre sig oprykning til Islands bedste række, hvis klubben selv sørger for at slå Grotta, som ligger næstsidst, og Fylkir, som er på andenpladsen, samtidig slår Throttur Reykjavik, som er på tredjepladsen.
- Vi har det bedste hold i rækken. Det tror jeg ikke, der er i tvivl om - og jeg tror også, vi rykker op. Det skal i hvert fald helst ikke glippe nu, hvor der er tre runder tilbage, siger Jeppe Hansen.
Overvejer at blive
Jeppe Hansens succes på Island betyder også, at han har fået blod på tanden i forhold til at blive lidt længere end først planlagt.
- Jeg har sagt til familie og venner, at jeg vil komme hjem, når min kontrakt udløber i slutningen af 2018, men det er jeg måske også ved at trække lidt i land med, siger han.
Jeppe Hansen var tilbage i 2014 hjemme og spille i FC Fredericia, men efter et halvt år skyndte han sig tilbage til Island - og han fortrød faktisk beslutningen om at være taget hjem. Derfor skal der da også meget til for at trække ham hjem lige nu.
- Jeg har svært ved at forestille mig, at jeg skal hjem nu her. Hvis jeg skal det, skal det være fordi, at jeg beslutter 100 procent, at nu vil jeg hjem. Da jeg tog hjem sidst endte det ikke godt, og jeg er ret ked af den tid, for det var en fejl - og den fejl laver jeg simpelthen ikke igen, siger Jeppe Hansen.
Angriberen kan torsdag aften få en afgørende fod med i spillet om, hvorvidt Keflavik skal rykke op, når klubben som sagt møder Grotta. Den kamp sparkes i gang klokken 19.30.
nicolai@bold.dk


Keflavik
1. Deild
































