19-årige Karim El-Khatib har stor tro på egne evner.
I den seneste sæson spillede den danske angriber og offensivspiller for færøske Tvøroyrar Bóltfelag, men i sommerens transfervindue skrev han kontrakt med Fgura United fra den næstbedste maltesiske række.
Ambitionerne stopper dog ikke her for den unge dansker.
El-Khatib siger nemlig til bold.dk, at han går efter at blive en af de bedste i verden, og han vurderer, at han rammer Serie A om fire til fem år.
- Mit mål er klart, at jeg skal blive topscorer i rækken og blive set af større klubber. Jeg har et mål, og det er at blive verdens bedste fodboldspiller. Planen kan godt ændre sig, men målet kan ikke ændre sig. Jeg går efter at blive topscorer og blive en af verdens bedste fodboldspillere inden for fire-fem år.
Hvad kan du som spiller, som gør, at det kan lykkes?
- Alle siger, at min mentalitet er min stærkeste side, og det vil jeg nok sige. Jeg kan sagtens score mål, og jeg er en stærk og hurtig angriber med en stærk mentalitet. Der er ikke nogen, der kan stoppe mig i at nå det her mål.
- Mange andre kan ikke se, hvordan en 19-årig, der spiller i den næstbedste række i Malta, kan nå det, men jeg kan tydeligt se det ved at score mål og arbejde hårdt. Et skridt ad gangen. Om fire-fem år er jeg i top seks-rækkerne som eksempelvis Serie A eller Ligue 1. Så kan jeg blive topscorer der og bang, så er der Ballon d’Or, siger Karim El-Khatib til bold.dk.
Karim El-Khatib har også en fortid i Husum, og danskerens nye klub Fgura United indtager andenpladsen med ti point efter fire kampe.



1. Division

































