
Fra en tilværelse hos Randers Freja i Jyllandsserien til at blive den store helt for det filippinske A-landshold.
20-årige Sebastian Beraque Rasmussen har i den grad fået en på opleveren i slutningen af 2022, da han for første gang blev udtaget til det filippinske landshold til AFF Mitsubishi Electric Cup.
Han er faktisk født i Danmark, men da hans mor er fra Filippinerne, har landsholdet slået kløerne i den unge angriber, og det gav altså pote i Beraque Rasmussens debut.
Han takkede nemlig for tilliden og leverede en assist og to scoringer i 5-1-sejren over Brunei, og det var en helt vild oplevelse, siger Beraque Rasmussen til bold.dk.
- Jeg sad ude på bænken og var ikke engang sikker på, at jeg ville komme ind i det opgør. Men så blev jeg kaldt over til træneren i pausen og fik besked på, at jeg skulle varme op. Jeg skulle nemlig ind fra anden halvleg.
- Så jeg fik lige 10 minutter til at varme op i, og der kunne jeg godt mærke, at nervøsiteten begyndte at stige. Der gik så ikke særlig lang tid, før jeg så havde leveret en assist og et mål, og det var en kæmpe forløsning.
- Spillet begyndte så at flyde for mig, og så endte jeg med at score endnu et mål, lyder det fra Sebastian Beraque Rasmussen på en telefonforbindelse fra Filippinerne.
Modtog hadbeskeder efter tur med U23-landsholdet
Den store succes i A-landsholddebuten smagte ekstra godt for den 20-årige angriber, efter han tidligere har været afsted med U23-landsholdet.
Tilbage i oktober måned 2021 fik han nemlig debut i U23-kvalifikantionen til Asian Cup, hvor det endte med tre nederlag i tre kampe, og det fik han også at høre for på de sociale medier.
Han var derfor en smule nervøs, da han gik på banen til sin debut for A-landsholdet.
- Der var mange tilskuere, og kampen blev sendt i hele Asien, så jeg vidste, at der var stort pres på. Hvis jeg ikke spillede en god kamp, ville jeg nok få flere hadbeskeder, som jeg oplevede med U23-landsholdet.
- Så det var det, som jeg var nervøs for, da jeg løb på banen. Jeg var derfor glad for, at jeg fik leveret en god præstation, så jeg slap for at ryge ud i alt muligt og få dårlig selvtillid.
Hvad modtog du af kritik efter U23-landskampene?
- Da vi tabte med U23-landsholdet sidst, modtog jeg en del hadbeskeder. Filippinerne lagde selvfølgelig resultatet op på deres medier, og så var der hundredvis af kommentarer, hvor der var mange, som var rettet mod mig.
- Folk skrev, hvorfor jeg overhovedet var med, og at jeg slet ikke havde niveauet. Jeg skulle slet ikke på banen, skrev de.
Tonen var dog en helt andet, efter Beraque Rasmussen nettede to gange i sin debut.
- Men lige så snart, at det gik godt, var det noget helt andet, som folk skrev. Så forstod de lige pludselig ikke, hvorfor jeg startede ude i den kamp.
- Jeg har fået mange venneanmodninger og beskeder fra fans, som har skrevet, at jeg er den bedste og deres idol. De vil også have min trøje, så det var jo lidt noget andet.
- Jeg havde det lidt på fornemmelsen, at det ville ske, men jeg havde ikke regnet med, at det ville eksplodere på den måde. Det var lidt surrealistisk, fordi jeg følte mig som en helt, siger en grinende Sebastian Beraque Rasmussen .
Liv eller død på Filippinerne
Sebastian Beraque Rasmussen kan nu skrive under på, at det er noget andet at spille fodbold på Filippinerne.
Normalt gør han sig hos Randers Freja, men der er meget mere på spil, når man trækker den filippinske landsholdstrøje over hovedet.
- Det er anderledes hernede, hvor den største omvæltning for mig nok været kulturen omkring fodbolden.
- Det er helt utroligt, hvor meget de går op i det hernede. Det har været svært at fornemme hjemme i Danmark, da det er så langt væk.
- Det er jo liv eller død, så alle gør alt, hvad de kan. Så man kan ikke tøve et sekund, fordi så ender det med at gå galt. Det fandt jeg også ud af til træningerne.
Beraque Rasmussen levede dog op til forventningerne og var stærkt medvirkende til storsejren på 5-1 over Brunei.
Nu venter der så et opgør mod Indonesien, som Filippinerne skal slå, hvis de vil bevare håbet om at gå videre i AFF Mitsubishi Electric Cup.
- Vi kommer til at møde et af de bedste indonesiske mandskaber nogensinde, så det bliver en svær kamp. Men jeg ved, at hvis vi kommer med selvtillid og spiller vores eget spil, kan vi godt spille lige op med dem.
- Men vi må ikke lave for mange fejl. Rammer vi dagen, har vi store muligheder for at vinde.
- Mit største drøm er, at vi kan gå videre fra de her gruppespil og kvalificere os til de asiatiske mesterskaber, hvor vi kan komme op og møde de helt store hold som Kina og Sydkorea, siger Sebastian Beraque Rasmussen til bold.dk.
Det er den 2. januar, at Sebastian Beraque Rasmussen og resten af det filippinske mandskab skal op imod Indonesien hjemme på Rizal Memorial Stadium i Manila.

Randers Freja
Filippinerne
























