Efter fire år som collegespiller i Santa Clara, hvor han har været anfører, er det tidligere AGF-talent Valdemar Andersen nu en mulig kommende MLS-spiller.
23-årige Andersen er således én af 220 muligheder for de 23 klubber i MLS’ SuperDraft, hvor der gennemføres fire runder og potentielt udvælges 92 spillere.
Forsvarsspilleren, der har to U18-landskampe for Danmark på CV’et, har ikke deltaget i den seneste MLS Combine - en træningslejr for 60 spillere forud for draften - men det har derimod det tidligere Vejle-talent Lucas Stauffer.
Amerikanske Stauffer havde i efteråret 2013 en succesfuld periode for Vejles U19-hold, og han har med sin deltagelse i MLS Combine og et par solide præstationer i testkampe en god mulighed for at blive draftet, og det kan på sigt bringe ham tilbage til Danmark.
- Jeg forventer at starte min professionelle karriere i USA, men jeg håber en dag at komme til at spille i Europa og rigtig gerne Danmark, hvor jeg stadig har mange venner fra min tid i VB og på Vejle Idræts-Højskole, siger Stauffer, der primært er venstreback eller 6'er, til bold.dk.
Valdemar Andersen, der blev hjulpet til Santa Clara af den tidligere Superliga-spiller Babajide Ogunbiyi, og Lucas Stauffer skal muligvis vente til søndag, inden de finder ud af om de bliver MLS-spillere i denne omgang.
Superdraftens to første runder gennemføres således i Philadelphia fredag, mens runde tre og fire gennemføres søndag via et conference call.
mikael@bold.dk



Major League Soccer































