Det er nu slut med fangruppen 'De Danske Rødder', som har valgt at opløse sig selv, og derfor kommer man ikke til at se dem igen til landsholdets kampe.
Det meldte gruppen selv ud på Facebook, hvor der i den grad blev smækket med døren og sendt stikpiller afsted mod DBU.
- Vi var aldrig det rette match for DBU, og det var gensidigt, skrev 'De Danske Rødder' blandt andet, mens de også kaldte forbundet for gammeldags.
bold.dk har derfor talt med kommunikationschef i DBU, Jakob Høyer, som vælger at svare på de beskyldninger, som 'De Danske Rødder' har sendt afsted.
Han har dog svært ved at genkende de ting, som er blevet beskrevet.
- Det må stå for deres regning. Vi har fra DBU’s side overordnet set arbejdet med at skabe en god stemning til landskampe i Parken i mange år, og det er heldigvis lykkedes. Vi kan se et kæmpe løft i både billetsalget, da der har været udsolgt til alle kampene sidste år.
- Det har vi været rigtig glade for. Vi har så blandt andet samarbejdet med den her gruppe ‘De Danske Rødder’, som på mange områder har gjort det fint, men vi må også konstatere, at de på andre områder ikke har formået at overholde reglerne om almindelig god opførsel.
- De har været meget truende og intimiderende over for andre fans, og det kan vi i DBU ikke acceptere. Det er i strid med vores værdier og retningslinjer. Det er også i strid med reglementerne.
Artiklen fortsætter efter billedet

Udelukkelse er konsekvensen
Jakob Høyer slår fast over for bold.dk, at DBU på ingen måde vil acceptere, at der har været folk, som har fået andre fans til at føle sig utrygge ved at komme i Parken.
Og derfor valgte DBU i sommer også at fratage 'De Danske Rødder' specifikke sæder og ansvaret for at være capo til Danmarks landskampe.
- Vi kan ikke acceptere, at folk ikke tør at komme i Parken, fordi der står nogle få mennesker, som ikke kan opføre sig ordentligt. Det er også derfor, at der er blevet givet de her karantæner og to års udelukkelser fra landskampe.
Karantæner er netop noget, som fyldte meget i 'De Danske Rødders' afskedsbrev på Facebook.
Her beskriver de nemlig, hvordan flere fans er blevet uregelmæssigt udelukket fra landskampene, og at det derfor er en direkte hetz fra DBU's side af.
DBU valgte tidligere i februar at give karantæne til seks personer for blandt andet truende adfærd, og derfor forstår Høyer ikke 'De Danske Rødder'.
- Det kan jeg simpelthen ikke forstå, det er en mærkelig argumentation. De ved udmærket godt, hvilke ting som de har gjort, og hvornår de er gået over grænsen.
- De har jo fået det at vide adskillige gange. Men jeg hverken vil eller kan gå ind i de konkrete sager, det er nogle andre, som sidder og vurderer det.
- Men der er desværre nogle få mennesker, som ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, selv om de har fået det at vide flere gange. Nu har konsekvensen været der, og det er udelukkelse.
- Det skal være magisk i Parken
'De Danske Rødder' langer dog ud efter DBU på flere andre områder.
Fangrupperingen mener nemlig også, at forbundet har været tunge at danse med, da der har været en gammeldags tilgang fra DBU's side af.
Men hvordan ser Jakob Høyer på dette?
- Jeg kan ikke kommentere på de ting, fordi jeg aner ikke, hvad det handler om. Hvis det er gammeldags at have ordensregler for god opførsel, så vil jeg gerne være gammeldags.
- Hvis det er gammeldags, at man insisterer på, at alle skal have en god oplevelse og føle sig sikre i Parken, så vil jeg gerne være gammeldags.
- Så hvis de er sure over alt muligt, må det stå for deres regning. Det er vigtigt for DBU og jeg, at vi har en fankultur, hvor alle kan være en del af det og synes, at det er magisk og fantastisk at komme til landskamp i Parken.
DBU er ikke en lukket klub, da de meget gerne vil samarbejde med så mange fangrupper som muligt.
De er derfor åbne for forskellige ideer og input til at få udviklet stemningen i Parken, men det kræver i første omgang, at man også opfører sig ordentligt, siger Jakob Høyer.
- Ja, fordi vi kan jo ikke tolerere, at der er nogle, som ikke gør det. Vi har derfor et system og nogle regler, og hvis man overtræder dem, får man karantæne. Hvis man ikke er tilfreds med det, så kan man finde et andet sted at gå hen.
- Behov for at puste tingene op
Flere års samarbejde mellem 'De Danske Rødder' og DBU er dermed nu endegyldigt slut.
Det endte dog ikke på den måde, som det startede på, og det kan fangrupperingen kun takke sig selv for.
bold.dk spurgte nemlig Jakob Høyer om, hvordan han ser tilbage på samarbejdet med 'De Danske Rødder', og her var meldingen ganske klar.
- Jeg synes, at 'De Danske Rødder’ har bidraget med nogle gode ting, men der har desværre også været nogle af dem, som ikke har opført sig ordentligt.
- Det er rigtig beklageligt, fordi selv om det er fint, at man råber højt til en fodboldkamp, da det kan være med til at skabe en helt fantastisk stemning, bliver man også nødt til at gøre det på en måde, hvor alle kan være en del af det.
- Det er vigtigt at være inkluderende og ikke ekskluderende. Det har der helt tydeligvis været nogle, som ikke har forstået. De ting, som de har skrevet, må stå for deres regning. De har åbenbart et enormt behov for at puste tingene op.
De danske fans i Parken skal dog ikke frygte for stemningen til de kommende landskampe, da DBU har flere ting i ærmet.
Det får man den første smagsprøve på den 23. marts, når Danmark tørner sammen med Finland i EM-kvalifikationen.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Danmark

































