VM-slutrunden til sommer er uden dansk deltagelse.
Brian Riemers tropper missede som bekendt slutrunden i marts, hvor de tabte på straffespark mod Tjekkiet, men allerede året efter kan der være dansk deltagelse ved et verdensmesterskab.
Kvindelandsholdet ligger lunt i svinget til at vinde sin kvalifikationsgruppe og snuppe den direkte billet til slutrunden i Brasilien i 2027. Du kan se gruppestillingen her.
DBU’s administrerende direktør, Erik Brøgger Rasmussen, fortæller, at det betyder meget med dansk deltagelse til en VM-slutrunde.
- Jeg ved ikke, om jeg er overrasket over, at kvindelandsholdet fører gruppen. Det er heller ikke mig, der skal udtale sig om det. Jeg synes, det er virkelig fedt, at vi ligger nummer et.
- Vi vil virkelig gerne til VM, og vi trænger til det oven på, at vi ikke kommer af sted med herrerne. Så det er en god følelse, at vi ligger godt til med kvinderne.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi havde en klar ambition om, at vi skulle kvalificere os til begge VM-slutrunder, og det lykkedes ikke, men vi skal da i hvert fald have en i bogen.
Du snakkede om, da herrerne missede kvalifikation, at der er 17 andre landshold, hvad vil det betyde for DBU og Peter Møller, at det andet A-landshold kommer til VM?
- Det betyder ekstremt meget. VM er den største turnering både for kvinder og mænd. Det er et stort sportsligt, som udstillingsvindue og giver også noget til følelsen af at være med, hvor det er sjovt.
- Vi skal heller ikke forklejne, at der er penge i at komme til VM. Det er vigtigt at være med til VM, ikke mindst for kvinderne. Det er den eneste turnering, hvor der er økonomisk overskud.
- Kvinde-VM er blevet en overskudsforretning, mens EM ikke er det. Vi vil gerne være med der, hvor der er overskud for at være med til at vise, at det godt kan lade sig gøre, og så er der forhåbentligt flere turneringer og kampe, der i fremtiden kan blive en overskudsforretning på kvindesiden. Vi vil ikke blive ved med at subsidiere, men i øjeblikket er det nødvendigt.
Er det ekstra vigtigt, fordi herrerne ikke er med?
- Nej, sådan er det ikke. Det er altid vigtigt at kvalificere sig til VM, og alle ved, hvor ærgerlige og skuffede vi, holdet og hele nationen er over, at herrerne ikke skal til VM.
- Men det ændrer ikke på, at det er lige så vigtigt for kvinderne at komme til VM, som det var for herrerne, siger DBU-bossen.
Det store mål
Jakob Michelsen, cheftræner for Danmarks kvindelandshold, havde naturligvis også håbet på, at begge landets A-landshold skulle til VM.
- Min følelse i forhold til at komme til VM i Brasilien, den ændrer sig ikke ved, om herrerne havde kvalificeret sig eller ej.
- Jeg sad selvfølgelig og håbede alt, hvad jeg kunne på, at de vandt, så der både kunne være dansk deltagelse ved VM i 2026 og 2027.
- Vores store mål er at komme til VM, og det skal vi jagte enten via den direkte kvalifikation eller alternativt gennem de to playoff-runder, siger Michelsen.
Kvindelandsholdet kan til juni sikre sig billetten til VM-slutrunden i Brasilien. Det kan lykkes med uafgjort mod Sverige og en sejr over Serbien.
Opgøret mod Sverige spilles i Odense, mens Michelsens mandskab møder Serbien på udebane.

Brøndby: Fra krise til medaljejagt
Hattrick | Afsnit 64Brøndby leverede rundens helt store overskrift i Superligaen, i en runde, hvor Silkeborg også dummede sig gevaldigt i jagten på overlevelse.
Læs mere

Danmark































