


De Graafschap er et af de to hold i Æresdivisionen, der er havnet i nedrykningsspillet i denne sæson, og onsdag aften skulle klubben tage et vigtigt skridt mod overlevelse.
Klubben tog imod Cambuur fra den næstbedste række, og De Graafschap var en smule under pres. Cambuur havde nemlig fået 1-1 på hjemmebane i den første kamp.
Opgøret var desuden en smule pikant, idet De Graafschap-træner Henk de Jong i næste sæson skal træne Cambuur.
Op til opgørene havde De Jong dog afvist alle spekulationer om, at han skulle komme til at hjælpe Cambuur til oprykning – og sådan gik det da heller ikke.
Allerede i første halvleg var Charlison Benschop nemlig på pletten to gange.
Ved første mål steg han op til et indlæg og headede bolden i nettet, og det andet mål sparkede han i kassen fra pletten.
2-0-stillingen holdt kampen ud, og derfor vandt De Graafschap med samlet 3-1 og er klar til finalen om en plads i Æresdivisionen.
Her skal klubben op imod traditionstunge Sparta Rotterdam, som røg ud af Æresdivisionen sidste år.
Sparta bankede onsdag FC Oss med 3-0 og tog dermed en samlet 5-0-sejr.



De Graafschap
TOP Oss
Cambuur
Sparta Rotterdam
































