

I søndags fik Matthijs de Ligt uofficiel debut for Juventus, da han blev indskiftet i 2-3-nederlaget til Tottenham i træningsturneringen Champions Cup.
Onsdag eftermiddag var de Ligt i startformationen, da det gjaldt mødet med de italienske rivaler fra Inter, men de Ligt skulle få en uheldig hovedrolle kort inde i opgøret.
Der var nemlig bare spillet ti minutter, da Inter sendte et hjørnespark ind fra venstre side, og midt foran mål dukkede Matthijs de Ligt op og endte med at sparke Inter foran 1-0.
Inter sluttede godt af i første halvleg, hvor først Ivan Perisic og sidenhen Marcelo Brozovic var nærgående, men det blev ved en etmålsføring ved pausen.
I anden halvleg kom Juventus bedre med, og Cristiano Ronaldo var tæt på efter knap ti minutter, men Inter-keeper Daniele Padelli var på plads med en fin redning.
Med godt tyve minutter igen lykkedes det dog Juventus at få udlignet, da et frispark fra Ronaldo blev afrettet nok til at snyde Padelli og gå i kassen til 1-1.
Trods yderligere chancer bød opgøret ikke på en tredje scoring, og derfor skulle kampen afgøres fra straffesparkspletten.
Her viste Juventus størst skarphed og vandt 4-3 på mål af Joao Cancelo, Cristiano Ronaldo, Emre Can og Merih Demiral.


Inter
Juventus
Champions Cup

































