2021-08-18 14:00:08

Dennis Høegh stopper karrieren: Ny hverdag

Dennis Høegh har lagt støvlerne på hylden, selvom han havde muligheder for at fortsætte karrieren. Det er bare blevet tid til en ny hverdag, fortæller han.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

For halvanden måneds tid siden forlod Dennis Høegh 1. divisionsklubben FC Fredericia, og det blev offensivspillerens sidste klub som aktiv fodboldspiller.

32-årige Høegh fik ellers tilbudt en forlængelse i Fredericia, men besluttede, at det var tid til at stoppe karrieren.

- Jeg stoppede jo i Fredericia efter sæsonen, og så var det egentlig planen, at jeg ville tage sommeren og lige tænke mig lidt om, hvad der skulle ske. Jeg har ikke rigtig været proaktiv og søgt andre klubber og sådan, og jeg har ikke fået andet end små, løse henvendelser, så jeg er bare kommet frem til, at det er tid til en ny hverdag.

- Det er en beslutning, der efterhånden har været under opsejling i nogle sæsoner faktisk. Jeg tænker, at det er det rigtige tidspunkt at slå en lille sløjfe på det kapitel i ens liv, fortæller Dennis Høegh til bold.dk.

Mange stopper karrieren på grund af skadesproblemer, men det er ikke tilfældet her.

Artiklen fortsætter efter billedet

FC Fredericia -Dennis Høegh stopper karrieren: Ny hverdag
Foto: Michael Nielsen

- Det er et samsurium af mange ting. Jeg fejler ikke noget fysisk, men ved jo også godt, at det er på det her tidspunkt i ens fodboldkarriere, at risikoen for at løbe ind i et eller andet bliver større og større. 

- Det har mere været lysten, for jeg begyndte også i slutningen af min tid i Fredericia ikke at spille så meget, som jeg havde gjort de forrige sæsoner under Jonas Dal. Michael Hansen ville noget andet, og det er jo helt fair.

- Der er også det familiemæssige, som er en del af det. Jeg har to børn, hvor den ene snart skal starte i skole, så det blev sådan lidt, om det var det værd at køre til Fredericia hver dag og måske gå og være lidt halvbitter over ikke at spille.

- Jeg har også gang i et studie, som jeg gerne vil have færdiggjort, så det er en bred vifte af faktorer, der ligger bag beslutningen, siger Dennis Høegh, der læser historier på universitetet og er bosiddende lidt nord for Aarhus.

Andre prioriteter

Udover tilbuddet om forlængelse i Fredericia har der været nogle løse henvendelser fra klubber i 2. division og på lavere niveau, men det har ikke for alvor været interessant, da prioriteterne simpelthen har ændret sig.

- Et tungtvejende argument har været al den tid, der bliver stjålet fra ens familie i weekenderne, og jeg kunne ikke rigtig se mig selv og min familie i øjnene, hvis jeg skulle spille 2. division og være næsten lige så meget væk til kampe og måske endda også væk om eftermiddagen til træning. 

- Jeg blev hurtigt overbevist om, at hvis jeg skulle fortsætte, skulle det være på 1. divisionsniveau, for at det kunne give mening, men alt i alt var det bare det rigtige for mig at stoppe nu, siger Dennis Høegh.

Selvom tankerne om et karrierestop har været undervejs i et godt stykke tid, har beslutningen ikke som sådan været nem.

- Det har da været en svær beslutning, i og med det har taget så lang tid. Det er tanker, jeg har haft i nogle sæsoner, så hvis det havde været nemt, havde jeg jo bare gjort det. Det er klart, at jeg har haft noget tid til at kunne tage tilløb til at få afsluttet det, og det har måske ikke gjort det nemmere.

- Altså jeg savner selvfølgelig nogle ting ved fodboldlivet nu. Det skal jeg ærligt indrømme, men jeg prøver egentlig at angribe det sådan, at der er så mange andre ting, jeg skal ud og opleve nu, siger Dennis Høegh til bold.dk.

Karrieren startede for Høeghs vedkommende i AGF, og han har sidenhen været forbi Viborg, Hobro og senest FC Fredericia, hvor han spillede i seks år.

Annonce

7 kommentarer

Se kommentarer
Annonce