Der var lagt op til den helt smukke fortælling, da Kasper Dolberg gjorde comeback i sommer og vendte hjem til Ajax Amsterdam.
Desværre for de to parter er genforeningen ikke gået helt efter planen.
Dolberg er røget ud af startopstillingen i den hollandske hovedstad, mens han i de to seneste runder i Æresdivisionen har set hele opgøret fra bænken. I alt er det blevet til tre scoringer i den bedste hollandske række, samt to i Champions League.
Det forventes derfor, at Dolberg er fortid i klubben allerede til sommer.
Det fortæller Jeroen Kapteijns, der er journalist på De Telegraaf.
- Han har ikke scoret meget, og der er kommet en både ny teknisk direktør og træner i Ajax. Den nye træner, Oscar Garcia, bruger nærmest ikke Dolberg.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det ser ud til, at de leder efter nye muligheder til angriberposten denne sommer, hvilket betyder, at de også forsøger at sælge Dolberg, siger Kapteijns til Bold.
De Telegraaf-journalisten peger på, at Ajax har haft en meget svær sæson.
I februar blev Jordi Cruyff hentet ind som ny teknisk direktør i klubben, og han har fået til opgave at rydde op.
- Købet af Dolberg har helt sikkert været skuffende. Det har generelt været en svær sæson for Ajax, som startede sæsonen med John Heitinga, der blev fyret som cheftræner i november.
- Tre mål i Æresdivisionen er for lidt for en angriber, der spiller i Ajax. Jeg tror, at da Jordi Cruijff overtog som teknisk direktør, begyndte han at kigge på, hvor der skulle ryddes op i truppen, og her er valget blandt andre faldet på Dolberg, siger Jeroen Kapteijns.
Opfattes som en fiasko
Jeroen Kapteijns understreger, at Ajax endnu ikke har meldt noget officielt ud om Kasper Dolbergs fremtid.
Det forventes dog i Holland, at han kan forlade klubben denne sommer, og Ajax kan begynde at finde en ny angriber.
Ajax vil selvsagt ikke lade den danske angriber gå gratis, men når det retter tilbud lander, ventes klubben at være klar til at sende ham afsted.
- Det er interessant, for Wout Weghorst stopper i klubben denne sommer, så jeg regner med, at Ajax leder efter to nye angribere. Det er selvfølgelig lidt af en omvæltning, siger De Telegraaf-journalisten.
Direkte adspurgt fortæller Jeroen Kapteijns, at Dolbergs manglende mål og det store prisskilt har skabt en opfattelse af, at Ajax' køb af danskeren er en fiasko.
- Ja, det vil jeg mene. Ajax betalte omkring 10 millioner euro for ham, mens han fik en fireårig aftale. Hvis han ender med at forlade klubben efter bare et enkelt år, er det naturligvis en fiasko.
- Det er en svær sæson for Ajax, og Dolberg er ikke den eneste, der har det svært. Ajax kæmper for overhovedet at komme i Europa i denne sæson, afslutter Jeroen Kapteijns.
Kasper Dolberg har spillet 25 kampe for Ajax i denne sæson. Han står i alt noteret for 144 optrædener for Amsterdam-klubben, mens han tidligere har spillet for blandt andre Anderlecht, Nice og Hoffenheim.

Ajax
Æresdivisionen

































