(Skrevet af erhvervspraktikant August Anthon Andersen)
Mandag blev der spillet en vigtig kamp i 3F Superligaen, da Viborg FF og FC Midtjylland krydsede klinger i det midtjyske derby.
Kampen endte 3-3 efter en udligning fra Viborg i de døende minutter.
Efter kampen tog blandt andre Bold en snak med Viborgs træner Nickolai Lund, der kaldte det for et meget afgørende og vigtigt point.
- Jeg synes, at når du er kommet bagud så sent, og vi udligner, så vinder vi i hvert fald i min optik et point på en rigtig svær udebane og en svær kulisse med et rigtigt stort pres omkring kampen.
- Vi har spillet nogle fuldstændigt vanvittige derbyer denne her sæson, og det her bliver jo så bare endnu en i rækken.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Som jeg sagde før kampen: Hvert point og hvert mål tæller, og det er så tæt og lige til det absolut sidste, så det var et meget afgørende og vigtigt point for os, som gør, at vi tror på, at vi stadig har tingene i vores egne hænder til de to sidste kampe.
Viborg jagter tredjepladsen og ligger aktuelt nummer fire med 44 point. Det er to færre point end FC Nordsjælland, der i skrivende stund indtager tredjepladsen.
Der resterer to runde af Superligaen. I næste runde får FC Nordsjælland besøg af FC Midtjylland, mens Viborg møder Sønderjyske, hvilket er en kamp, der skal vindes, fortæller Viborg-chefen.
- Det er en must-win-kamp mod Sønderjyske, som også bliver en svær opgave.
- Dog er troen på os selv kæmpestor, så vi skal sætte alle sejl ind med fuld fokus på at forberede os og blive klar til at spille den kamp.
Viborg-Sønderjyske spilles klokken 19:00.

Midtjysk derby sender matchbold til AGF
Hattrick | Afsnit 75Der var mål, fejl og masser af drama, da det midtjyske derby leverede en vild 3-3’er - og det kan få betydning for guldkampen.
Læs mere
Viborg FF
3F Superliga




































