En flok ellevilde nordmænd valgte at valfarte til København for at feste og fyre den af oven på det, der endte som et sandt oprykningseventyr kort før jul.
I december sikrede Aalesund sig oprykning til Eliteserien efter en samlet sejr over Bryne i den norske playoff-finale, og en af hovedpersonerne kan nu se tilbage på et lykkeligt halvår, efter at han i sommer pakkede tasken og drog til Sunnmøre-regionen.
Mathias Christensen forlod nemlig FC Helsingør for at skrive kontrakt med danskerklubben Aalesund, der dengang lå nummer ni i den næstbedste norske række.
Men en fantomstart af den danske midtbanespiller var med til at sende mandskabet på en helt anden kurs, og nu er de klar til at tage kampen op i Eliteserien, når kalenderen siger marts.
- Det kunne ikke skrives bedre, siger Mathias Christensen, da Bold fanger ham, inden Aalesund om lidt tager hul på deres forberedelser til den kommende sæson.
En ting var holdets opture frem mod oprykningen. Noget andet var danskerens personlige succes.
Fra sit udgangspunkt som en af 8’erne på Aalesunds midtbane noterede Mathias Christensen sig for fire assists og tre mål i sine første fem kampe.
Og selvom der undervejs kom lidt mere ro på bagsmækken, sluttede han sæsonen i toppen af assistlisten i OBOS Ligaen, ligesom han scorede to gange i den første playoff-finale mod Bryne fra Eliteserien.
- Vores trup er sat godt sammen med en god blanding af ældre og yngre kræfter, og vi spiller god, offensiv fodbold. Og så er det hele lidt mere frem og tilbage i Norge. Det er tjubang-bold i stedet for at være for taktisk, som det kan være Danmark.
- Derfor er jeg også kommet i lidt flere situationer, hvor jeg kan score eller lægge op til mål, forklarer Mathias Christensen.
Hvordan blev den start, du fik, modtaget deroppe?
- Jeg havde ikke selv forventet den start, og det tænker jeg heller ikke, de havde. Der var meget snak om, at Aalesund gerne ville rykke op, og så henter de en spiller fra 2. division i Danmark, hvilket efterlod nogle folk i tvivl.
- Men de fleste har også været ude at sige, at de tager det i sig igen. Det er bare fedt, at man kan modbevise det. Og jeg tvivlede heller ikke på mig selv, selvom man jo godt kan læse de ting, der bliver skrevet.
Tager kampen op
En samlet 4-1-sejr over Bryne i playoff-finalen sikrede altså Aalesund oprykning efter to sæsoners fravær, og nu glæder Mathias Christensen sig til at stifte bekendtskab med det fine selskab i Norge.
- Opmærksomheden bliver jo en helt anden, og det bliver nogle andre oplevelser på større stadions. Det glæder jeg mig til, for det har jeg drømt om. At det bliver rigtig fodbold på en måde.
Aalesund er en klub, der er vant til at handle i Danmark med tidligere tilgange af blandt andre FC Midtjyllands Frederik Heiselberg, Koldings Paul Ngongo og HB Køges Janus Seehausen, ligesom Sønderjyskes Tobias Klysner også har været på leje deroppe.
Aalesund åbner sæsonen i Eliteserien med en kamp mod Lillestrøm.
Mathias Christensen har kontrakt med nordmændene frem til udgangen af 2028.

Aalesund
Norge Eliteserien





















