Niels Jensen har gjort sig i klubber som OKS, B1913, Vojens, Kolding og FC Sydvest, men nu venter der et eventyr for den 27-årige dansker.
Han er nemlig draget til Færøerne, og her har han spillet sig til en kontrakt med B68 Toftir, der spiller i den bedste færøske række, Betrideildin.
Niels Jensen siger til LigaBold.dk, at han trængte til en arbejdsmæssig og fodboldmæssig oplevelse, og så endte han med at tage til Færøerne og B68.
- Jeg kendte en fra OKS, der har været træner i B68 Toftir før. Han havde kontakter deroppe, og jeg har prøvetrænet indtil nu. Jeg blev dog ramt af corona i en uges tid, hvor jeg ikke kunne træne, siger Niels Jensen til LigaBold.dk.
Niels Jensen bliver ikke den eneste dansker i B68 Toftir. I december skrev klubben kontrakt med den tidligere Lyngby-spiller Sebastian Lau Nielsen, og så råder klubben også over den danske målmand Joakim Jürs.
Den nu tidligere Danmarksserie-spiller glæder sig til at prøve kræfter med den bedste færøske række.
- Jeg tager det lidt, som det kommer, men det bliver fedt at spille, og det er altid sjovt at spille i den bedste række. Det handler for mig om at udvikle, blive bedre og opleve noget.
Hvordan er niveauet i klubben?
- Det er rigtig fint og godt, og de er vant til at træne, og der er højt tempo. Vi har lidt udfordringer med vejret. Lige nu ligger der sne, og der er meget vind og regn, og vejret skifter meget, så det er en oplevelse.
B68 Toftir har et rimelig specielt stadion, der er højt beliggende. Det kan have sin charme og sine udfordringer.
- Det er lidt anderledes, og klubben ligger også rigtig flot, og stadionet er placeret højt oppe, så det er lidt specielt at spille der, men det gør også, at der er meget vind, da det ligger det højere. Det er et fedt sted at spille, siger Niels Jensen til LigaBold.dk.
Når Niels Jensen skal sætte et par ord på sig selv som spiller, så er han en teknisk spiller med et godt overblik samt en stærk løbekapacitet.
Han kan både spille som back, kant og central midtbanespiller, men i træningskampene for B68 Toftir er han blevet brugt som central midtbanespiller.
Niels Jensen har skrevet en deltidskontrakt, der gælder den kommende sæson, og han arbejder ved siden af på Runavik Skole. Klubben er beliggende to kilometer fra Runavik.
Han kommer også til at agere assistent for klubbens andethold.
Tilbage i 2019 spillede han i Island under et udvekslingsophold.
I den seneste sæson endte B68 Toftir som nummer otte ud af ti hold.
Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.



OKS
B68 Toftir
Danmarksserien
Betrideildin































