26-årige Frederik Due har denne vinter ophævet sin aftale med Randers FC og i stedet skrevet et år med USL-klubben Hartford Athletic, der trænes af Jimmy Nielsen.
Due ser frem til at få ny luft under vingerne.
- Først og fremmest var situationen i Randers uholdbar, især i denne sæson. Førsteprioriteten var, at jeg skulle spille fodbold igen og vise mig frem, og jeg er så meget tilfreds med, at det bliver i USA.
- Jimmy kom faktisk sent på banen, men det tiltalte mig med det samme at komme derover og få den oplevelse. Forhandlingerne tog ikke lang tid, da vi først kom i gang. Begge ville det rigtigt meget, så det var nemt at finde fælles fodslag, siger Due til bold.dk og tilføjer:
- Jeg havde i første omgang blikket rettet mod en af de 'skæve' ligaer tæt på, som Norge og Sverige, da det nok ville være der, hvor der var de største muligheder, men da muligheden kom fra USA vurderede jeg, at det vil være det bedste for mig.
Vil gøre som Nielsen og Ousted
Due kommer til at spille under Nielsen, der havde tre meget succesfulde sæsoner mellem stængerne hos MLS-klubben Kansas udover sin lange karriere i Superligaen.
- Jimmy var en stor profil derovre, David Ousted var været det gennem længere tid i Vancouver og DC United. På samme måde er det mit mål at skabe mig en karriere derovre.
- Det stod lidt i stampe for mig i Danmark, så det er på tide at prøve noget andet. Det er en lidt anden vej end traditionelle, men jeg var egentligt aldrig været i tvivl, da muligheden opstod.
Due kommer også til at spille med fire landsmænd i Hartford - Sebastian Dalgaard, Philip Rasmussen, Nikolaj Lyngø og Mads Jørgensen.
- Det vigtigste for mig er egentligt Jimmy. Det er meget vigtigt for mig at få en træner, der tror på mig, efter to og et halvt, hvor det ikke helt har været tilfældet.
- Men selvfølgelig er det også positivt med en masse danskere. Jeg kommer nok til at falde hurtigere til, når de er der, og så kan jeg også få snakket lidt dansk, når jeg måske har snakket nok engelsk.
Due havde tre sæsoner som førstekeeper i HB Køge inden sit skifte til Randers i sommeren 2016.
mikael@bold.dk


USL League One






























