

Betis-spilleren var meget glad for at være tilbage på vestegnen i torsdagens kamp mod Panama.
Durmisi blev sendt på banen med godt 20 minutter igen, og han blev modtaget med stor jubel på sin tidligere hjemmebane.
- Det er dejligt. Det er Brøndby Stadion, og jeg har brugt så mange år og timer på at være her i den her klub. Så det var fantastisk, siger Durmisi.
- Det er altid dejligt at spille med landsholdet og trække den røde trøje over hovedet, og at få en sejr ikke mindst.
Den offensive back kom ind på en sløj forårsbane, og det kunne godt mærkes på spillet.
- Det var svært. Det er en svær bane, og de stod kompakt. Jeg prøvede bare at byde ind med det, jeg kan. Den gode offensiv og samtidig prøve at lukke af defensivt.
- I og med at de fik et rødt kort, så blev det lidt nemmere i det defensive. Men alt i alt er jeg bare glad for sejren.
- Jeg prøvede bare at give den gas og nyde de minutter, jeg fik. Det er svært at bevise mig på en lille halv time, men jeg prøvede bare at gøre mit bedste, som jeg gør hver gang.
Der er hård konkurrence om venstrebacken på det danske landshold, hvor Åge Hareide i denne omgang har udtaget fire til positionen.
- Der er altid konkurrence, det skal der være. Det er en del af sporten, det er det, der gør os bedre. Det er op til træneren at vurdere, hvilke typer der passer bedst, og hvem der gør det bedst pt.
- Jeg spiller ikke på mit klubhold. Det er det, der gør, at jeg ikke spiller. Jeg kom ud af holdet i en periode, hvor vi gjorde det godt. Jeg var skadet i Betis, og det gjorde, at jeg ikke spillede på landsholdet. Sådan er fodbold, siger Durmisi.
24-årige Durmisi har spillet 24 landskampe for Danmark.
anton@bold.dk


Venskabskampe
Danmark
































