




Der var meget på spil for både Flamengo og Chelsea fredag aften, for vinderen af opgøret ville være sikret avancement ved VM for klubhold.
For sidstnævnte så danske Filip Jørgensen hele kampen fra bænken, men til gengæld fik Liam Delap sin første start.
Det var netop den unge angriber, der fik første gode tilbud, da han misbrugte en pæn chance fem minutter inde.
Misseren blev dog ikke dyr i første omgang for Chelsea, for kort efter tog Pedro Neto vare på en sløj fejl i Flamengo-forsvaret og eksekverede efterfølgende sin friløber.
I slutningen af første halvleg ville englænderne gerne have haft et straffespark efter en situation, hvor Gerson nedlagde Enzo Fernández, men fløjten hos dommer Iván Barton forblev tavs.
Artiklen fortsætter efter billedet

Således forblev det ved 1-0 til Chelsea efter de første 45 minutters spil, men herefter gik det helt, helt galt.
Kæmpe Chelsea-kollaps
I anden halvleg drev Flamengo nemlig fuldkommen gæk med favoritterne og fandt en udligning, kort efter uret havde rundet en time.
Gonzalo Plata headede bolden på tværs af feltet, hvor Bruno Henrique kom til og sendte de mange brasilianske fans i ekstase.
De skulle få det meget federe tre minutter senere, for så kom såmænd føringsmålet ved gode, gamle Danilo, der kom for enden af et hovedstød fra føromtalte Henrique.
Det så svært ud for Chelsea med 1-2 på måltavlen, men ondt skulle blive værre kort efter.
Nicolas Jackson, der netop var kommet på banen, diskede nemlig op med en vaskeægte svinestreg, da senegaleseren på brutal vis stemplede Ayrton Lucas på skinnebenet og blev sendt direkte i bad.

Foto: Kyle Ross/Reuters/Ritzau Scanpix
Chelseas ti mand skulle på jagt efter en udligning, men den faldt aldrig, og så kunne Flamengo lukke og slukke.
Indskiftede Wallace Jan satte et godt og grundigt kludemål i netmaskerne og sørgede for en 3-1-sejr til brasilianerne.
Det vil sige, at Flamengo er videre til knockout-fasen, mens Chelsea står på andenpladsen i puljen med tre point af seks mulige.

Flamengo
Chelsea
VM for klubhold


































