



Sebastian Hausner kom søndag i fokus, da AC Horsens på hjemmebane smed en føring og tabte 1-2 mod B.93 i Betinia Ligaen.
Forsvareren blev i første halvleg sendt tidligt i bad efter to gule kort. Det andet gule kort faldt få minutter før pausen, hvor han i forbindelse med et B.93-indkast prikkede bolden væk.
Det fik dommeren til at udvise Horsens-spilleren for at forsinke spillet. Du kan se de to gule kort i videoen til artiklen.
Forud for udvisningen havde Horsens fået en drømmestart. Bare fem minutter inde blev Patrick Olsen spillet helt fri i gæsternes felt, og så stod der 1-0 på måltavlen.
Efter pausen udnyttede B.93 overtallet.
Først gjorde Fisnik Isaki det til 1-1 efter et fremragende angreb, hvor Nicolaj Thomsen fandt holdkammeraten i feltet med en hælaflevering.
Gæsterne lagde mod slutningen pres på Horsens, og det gav kort før tid et straffespark. Mikkel Wohlgemuth fik ansvaret, og han sparkede sikkert kuglen i nettet til slutresultatet 2-1.
Med nederlaget tabte AC Horsens for første gang i denne sæson. B.93 rykker op som nummer seks i Betinia Ligaen. Du kan finde stillingen her.

AC Horsens
B.93
Betinia Liga

































