Esbjerg tabte tirsdag aften på hjemmebane foran 5.230 tilskuere til Vejle, der med sejren overtog førstepladsen i 1. division fra netop vestjyderne.
Anfører Nicolaj Hagelskjær er træt af resultatet, som betyder, at holdet forpassede muligheden for at skabe et hul i tabellen ned til forfølgerne.
- Det ærgrer os helt vildt, at vi tabte opgøret. At lukke dem ind i kampen om førstepladsen var ikke godt. Nu er vi fire hold, der for alvor skal slås om de tre øverste pladser, og alle går jo efter førstepladsen. Der bliver kamp til stregen helt til sidste runde.
- Det var en sekspointskamp, vi bare ikke måtte tabe. Et kryds som minimum havde jo været fint at tage med, for så havde vi holdt afstanden til Vejle, siger han til bold.dk.
Esbjergenserne er placeret på andenpladsen i rækken, og har blot et point op til Vejle, der giver direkte oprykning til Superligaen. Højrebacken erkender, at der venter et hårdt slutprogram, men mener samtidig, at chancerne for at slutte blandt de tre bedste i rækken er fine.
- Jeg synes, vi har gode muligheder fortsat. Der er fem kampe tilbage, hvoraf vi har to svære udekampe i Fredericia på søndag og dernæst Viborg, så der bliver nok at se til.
- Arbejdshandskerne skal uden tvivl på, så vi for alt i verden undgår at slutte som nummer fire, men vi tror på, at vi kan slutte som nummer et, selvom det er ude af vores hænder.
- Nu må vi jo tage til Fredericia på søndag og gøre alt for at tage tre point. Det bliver ikke let, for det er et hold, vi har haft problemer med tidligere, men vi går efter at lave et godt resultat derovre, siger Nicolaj Hagelskjær.
Esbjerg har på andenpladsen 49 point, mens Viborg og Vendsyssel på henholdsvis tredje- og fjerdepladsen har 48. Vejle topper med 50.


Esbjerg fB
Betinia Liga





























