En nøgleperson i Brabrand IF Fodbold takker af.
Den mangeårige cheftræner Tom Søjberg stopper i klubben efter 12 år, når lørdagens sidste kamp i sæsonen er spillet. Det skriver voresbrabrand.dk.
56-årige Søjberg har været stort set synonym med Brabrand i en lang årrække, hvor han blandt andet var med til at føre klubben op i 2. division - en præstation klubben har gentaget i år under Michele Demontis.
Tom Søjberg var cheftræner i Brabrand i 11 år, og han overlod sidste sommer tøjlerne til Demontis, mens han selv fik en anden rolle i klubben.
Afskeden i Brabrand skyldes, at parterne ikke kan blive enige om økonomien, og det er hovedpersonen afklaret med.
- Det er i virkeligheden ingen overraskelse for mig, at vi er endt dér, hvor vi er nu. Jeg har også bakket op om den økonomiske ansvarlighed, som bestyrelsen står for. Det vigtigste er, at holdet fortsat kan drives videre under de økonomiske rammer, der nu er, siger Tom Søjberg til voresbrabrand.dk.
Ifølge Transfermarkt har Tom Søjberg stået i spidsen for 254 kampe for Brabrand fra 2013 til 2024.
Han har en fortid som ungdomstræner i Randers FC og som cheftræner i Holstebro og Kjellerup.


Brabrand IF
CampoBet 3. division


























