FC København har ikke bare lagt ét stort bud på Asger Sørensen og ventet på, at timingen for Sparta Prag var den rigtige for at sælge.
I snart en måned - via flere bud – har ledelsen på Østerbro arbejdet på at vriste den 30-årige stopper fri af kontrakten med den tjekkiske storklub, der ligesom FCK har haft vigtige kampe på den europæiske scene i kalenderen hen over de seneste uger.
De første beløb, fodbolddirektør Kristjaan Speakman lagde på bordet, har imidlertid været langt fra, hvad Sparta Prag værdisætter deres profilerede viceanfører til.
De blev derfor afvist prompte.
Ifølge Bolds oplysninger indledte FC København tilbage i juli forhandlingerne med Sparta Prag med bud i størrelsesordenen 200.000 til 300.000 euro, ca. 1,5 mio. kr. til 2,2 mio. kr.
Artiklen fortsætter efter billedet

Herefter har københavnerne gradvist hævet beløbene for at komme nærmere et håndslag, mens tilbagemeldingerne fra tjekkerne ikke ændrede karakter: Klubben forventer en væsentlig højere pris for at slippe Asger Sørensen.
Det nye i den efterhånden lange transfersaga er, at FCK’s mange forsøg bringer parterne tættere på hinanden.
For det er ikke lang tid siden, at Speakman har forøget sine bud, og dermed nærmer løverne sig også det beløb, Sparta Prag forventer at få for danskeren i et salg her og nu, om end forhandlingerne forventes at fortsætte.
Det var Tipsbladet, der i midten af juli berettede, at FC København og Sparta Prag drøfter en pris på omkring én million euro, svarende til cirka 7,5 millioner kroner, for Asger Sørensen. Desuden skulle alle parter være indstillet på at få en transfer gennemført, lød det.
Det er der flere årsager til.
FC København er i markedet efter defensive forstærkninger, og selvom man allerede har polstret det bagerste geled med 21-årige Akos Markgraf, har en spiller med Asger Sørensens rutine og lederegenskaber også været en prioritet.
Samtidig har Asger Sørensen givet udtryk for, at han gerne vil have skiftet til FC København, og for Sparta Prags vedkommende er denne sommer ikke et dumt tidspunkt at slippe ham på.
Selvom han unægteligt har en kæmpe stjerne i klubben og er en talisman i cheftræner Brian Priskes forsvarskæde, har danskeren rundet fire år i den tjekkiske hovedstadsklub. Og med en kontrakt, der ikke er dialog om at forlænge, er det et passende tidspunkt at gå hvert til sit på.
Så at Asger Sørensen ikke er FCK-spiller endnu, har med andre ord i høj grad handlet om økonomi og FCK’s villighed til at smide nok penge i retning af Prag.
Men det har også handlet om timing.
Sparta Prag har haft brug for deres bedste spillere i jagten på en Champions League-billet, men mandskabet røg i denne uge ud til Lyon, hvorfor der ikke er flere kvalifikationskampe forude, inden den står på Europa League i efteråret.
Tjekkerne har hentet forsvarsspiller Tobias Guddal i Tromsø, og lige nu er klubben stadig aktiv i jagten på at hente yderligere forstærkning ind til defensiven for at forberede sig på Asger Sørensens potentielle afgang.

Danmark øjner stor Europa-gevinst
Hattrick | Afsnit 174Superliga-klubberne havde igen en flot uge ude i Europa, hvor der blev hentet vigtige koefficientpoint hjem til Danmark. Kan Danmark tage 12. pladsen, vil det for alvor se godt ud.
Læs mere
FC København
Sparta Prag
3F Superliga

































