Sydbank Pokalen -Efter Ståle-kritik: FCK har ikke bedt om flytning
2019-10-25 12:32:00
Foto: Getty Images

Efter Ståle-kritik: FCK har ikke bedt om flytning

Divisionsforeningens direktør Claus Thomsen forklarer, at FC København ikke har bedt om at få torsdagens pokalkamp mod FCN flyttet.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Ståle Solbakken er voldsomt utilfreds med kampprogrammet i næste uge, hvor FCK mandag gæster AGF i 3F Superligaen, inden holdet møder FC Nordsjælland i Sydbank Pokalen torsdag.

Solbakken har blandt andet langet ud efter Divisionsforeningen, men her kan direktør Claus Thomsen konstatere, at FCK aldrig har bedt om at få torsdagens pokalkamp flyttet.

- Jeg vil ikke forholde mig til Ståles kritik, men kan bare sige, at vi på intet tidspunkt har fået et ønske fra FC København om, at den kamp ikke skal spilles på det tidspunkt, og klubben har ikke bedt om at få den rykket, siger Thomsen til bold.dk.

Thomsen forklarer, at kampprogrammet har været fastsat i lang tid, og det blev for mindre en måned siden vedtaget, at kampen mellem FCK og FCN skal spilles på torsdag.

- Vi planlægger kampprogrammet lang tid i forvejen, så de respektive klubber i god tid ved, hvornår de respektive kampe i de forskellige turneringer skal spilles.

- Vi startede for en måned siden med at planlægge programmet for sæsonen 2020/21, og det var på nogenlunde samme tidspunkt sidste år, at vi planlagde turneringerne for denne sæson, hvor klubberne kunne diskutere planen.

- Efter de indledende møder bliver programmet taget op et par gange efterfølgende, og så er man typisk klar med kampkalenderen for den kommende sæson engang i februar.

- Derefter kommer vi hen til turneringsafslutningerne, hvor vi kender oprykkerne og ved, hvilke klubber der ligger hvor, og så kan vi lave et mere specifikt kampprogram for den kommende sæson, hvor alle klubber kan indsende deres ønsker.

- Det kan være omkring europæisk deltagelse, omkring jubilæer, nye græstæpper og så videre, og der kan vi ofte tage hensyn til langt de fleste af klubbernes ønsker, hvorefter vi laver konkret kampplanlægning så langt ud i fremtiden som muligt.

- Som regel er begrænsningen de europæiske turneringer, for vi må som regel vente på at se, hvilke hold der kvalificerer sig, så vi kan tage hensyn til det.

- Så nåede vi frem til 27. september, hvor vi fastsatte kampene for fjerde runde af Sydbank Pokalen og sendte dem ud, så klubberne kunne kommentere planen. 

- Her havde FCK ingen kommentarer, og vi har aldrig fået en forespørgsel fra FCK angående den pågældende kamp, siger Thomsen.

Kampen mellem FCK og FCN spilles på torsdag i Telia Parken klokken 17.30.

Annonce

55 kommentarer

Se kommentarer
Annonce