Kaosset omkring Esbjerg fB fortsætter.
Klubben har siden den 23. februar befundet sig i en rekonstruktion, men den blev vedtaget under forkerte forhold.
Det har landsretten givet Esbjergs amerikanske ejerkreds, Esbjerg Investment Limited, medhold i, efter at de indgav et kæremål.
JydskeVestkysten erfarede landsrettens medhold til EIL, og nu bekræfter Esbjerg-ejer Paul Conway det i et interview med Bold.
- Landretten har givet os medhold i, at rekonstruktionen blev vedtaget under forkerte forhold.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Derfor skal der afholdes et nyt møde i Skifteretten i Esbjerg, hvor hele processen skal gentages, siger Conway.
Raser over mødetidspunkt
Landsrettens beslutning betyder, at mødet i Esbjergs skifteret fra den 23. februar skal til gentagelse.
Skifteretten i Esbjerg har berammet det nye møde til onsdag klokken 13:00, og det er til stor frustration for Paul Conway, der aktuelt befinder sig i Miami.
- Vi blev informeret om det her 18 timer før mødetidspunktet. Hele det her forløb er så komplet vanvittigt, og i min optik er det et nyt forsøg på benspænd fra den lokale styregruppe.
- Vores advokat arbejder fortsat på at få mødet udskudt, men hvis det ikke lykkes, vil hun naturligvis være til stede og kæmpe vores sag. Hun har sågar måtte aflyse sin ferie for det, siger amerikaneren.
Kort om sagen
Der er i skrivende stund under halvanden time til, at det nye møde i Skifteretten i Esbjerg løber af stablen.
Her skal det på ny besluttes, om Esbjerg fB skal forblive i rekonstruktion eller ej.
Conway har fra starten af rekonstruktionen følt sig snigløbet, idet ingen fra den amerikanske ejerkreds blev orienteret om det første møde, som fandt sted den 23. februar.
Via en aktindsigt kunne Bold fortælle, at det var EfB-formand Palle Guldager Kristensen og EfB-direktør Jens Hammer, der repræsenterede Esbjerg fB ved det første møde.
Her bekræftede de to herrer, at EfB var insolvent - noget som Paul Conway er dybt uenig i - og så blev rekonstruktionen vedtaget.
Aktindsigten gjorde det desuden muligt for Bold at fortælle, at det var EfB Ejendom - med flere frontfigurer fra den lokale styregruppe i spidsen - der indgav rekonstruktionsbegæringen.

Esbjerg fB
CampoBet 2. division

































