Esbjerg fB's nye cheftræner ventes at være på plads inden ugen er omme.
Det fortæller Jens Hammer Sørensen i et interview med bold.dk.
Esbjerg-direktøren løfter desuden sløret for, at det bliver en dansker, der overtager cheftræner-posten i det vestjyske.
- Vi er ved at ansætte en træner i disse sekunder. Det bliver i denne uge, at det hele falder på plads, siger Jens Hammer, da bold.dk fanger ham onsdag eftermiddag.
- Det har været en god, sund proces for os, og nu er vi endt ud med en, som vi forsøger at gøre færdig. Vi synes, det er en rigtig god mand til jobbet, siger han og fortæller, at der har været stor dansk interesse for stillingen.
Artiklen fortsætter efter billedet

- EfB har et godt ry og renomé i dansk fodbold, så der har været mange danske trænere, der har været utrolig interesseret i jobbet, lyder det fra Hammer.
Dansk træner tager over
Betyder det, at det er en dansk træner, I er endt ud med?
- Ja, det er det, siger han og forklarer, at klubben fra start har gået efter at rekruttere en dansker.
- Jeg synes, at en dansk træner passer rigtig godt til det sted, vores klub er. Det gælder i forhold til at kende rækken, spillerne i Danmark samt vores egne akademispillere, siger han og fortsætter.
- Der har været rigtig mange hensyn, hvor vi synes, at det at have en dansk træner er at foretrække lige nu.
Genkendeligt navn
Esbjerg-direktøren ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvem træneren er, men han lægger ikke skjul på, at navnet nok er genkendeligt.
- Jeg tænker da, at du kender ham. Det er jo en dansker, siger han med et smil i stemmen.
Har han Superliga-erfaring?
- Jeg holder mig til at sige, at det er en dansker, fastslår Jens Hammer Sørensen.
Esbjerg-direktøren understreger desuden, at klubbens amerikanske ejere har været med til at træffe beslutningen om, at der er behov for en dansk træner i Esbjerg fB.

Esbjerg fB




































