

Esbjerg og OB tørnede mandag aften sammen i den sidste runde af kvalifikationsspillet, og fynboerne havde en smal chance for at overhale Randers i toppen at spille for, mens værterne udelukkende spillede for at høste selvtillid inden deres nedryknings-playoff.
Efter otte minutter blev et fynsk boldtab på midten af banen dyrt. Awer Mabil fik bolden og satte i løb mod mål. På kanten af feltet trykkede kantspilleren af, og Frederik Tingagers afretning snød total Michael Falkesgaard i buret. 1-0.
Godt en håndfuld minutter senere blev det 1-1, da Falkesgaard sparkede langt ud, og bolden fik lov at hoppe over Jeppe Brinch, der fuldstændigt mistimede sit opspring. Det havde Joan Simun Edmundsson luret, og han bragede flot balance i regnskabet med højreskøjten.
Uden at nå de helt store spillemæssige højder bød opgøret på flere muligheder inden pausen, men Jeppe Højbjerg og Michael Falkesgaard tog godt fra i deres respektive bure. Især OB-keeper havde en stor redning på Robin Söders forsøg lige inden pausen.
Anden halvleg var knap så prangende mål- og chancemæssigt. OB havde flere skudforsøg, men havde svært ved at holde dem inden for rammen. I den anden ende fik både Jacob Lungi og Emmanuel Oti ram på målet, men Falkesgaard var på plads.
Esbjerg sluttede bedst af, men det sluttede 1-1. Esbjerg møder nu AGF i nedrykningsplayoff, mens OB skal op mod Silkeborg i Europa League-playoff.


OB
Esbjerg fB
3F Superliga























