




Søndagens tidlige kamp i La Liga bød på et opgør fra de nedre regioner, da Espanyol på 15. pladsen tog imod Deportivo, som fristede en tilværelse under nedrykningsstregen.
Og det startede da heller ikke godt for gæsterne, der midtvejs i første halvleg allerede var nede med 2-0. Leo Baptistao bragte Espanyol på 1-0 fem minutter inde i opgøret, da han med hovedet kom først på et indlæg til forreste stolpe.
Ondt blev værre for Deportivo, da forsvarsspilleren Alejandro Arribas styrede et hjørnespark i eget net i det 23. minut.
2-0 til Espanyol var også stillingen ved pausen, hvor Deportivo kun havde sporadiske chancer - primært fra distancen.
Otte minutter efter pausen bragte gæsterne spænding tilbage i opgøret, da costaricanske Celso Borges reducerede til 2-1 efter flot oplæg af Luisinho i venstresiden.
Spændingen blev dog punkteret med atten minutter igen, da sidste års Espanyol-topscorer Gerard Moreno omsætte et straffespark begået af selvsamme Alejandro Arribas til 3-1.
Topscoreren ville også score i åbent spil og lukkede opgøret i tillægstiden med sin scoring til 4-1.
Med sæsonens anden sejr sprang Espanyol op på tiendepladsen i La Liga, mens Deportivo fortsat ligger tredjesidst og dermed under stregen.


Espanyol
Deportivo La Coruna
La Liga
































