2021-01-17 13:00:02

Ex-AGF-angriber skifter til Jyllandsserie-klub

30-årige Sanel Kapidzic skal fremover tørne ud for Jyllandsserie-klubben Vatanspor. Det siger den tidligere AGF'er til LigaBold.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.

Sanel Kapidzic har tidligere spillet i Superligaen for AGF samt i norsk og polsk fodbold. Nu kan angriberen tilføje endnu en klub til CV'et.

Den tidligere AGF-spiller siger til LigaBold.dk, at Jyllandsserie-klubben Vatanspor nu får glæde af ham. Angriberen har senest spillet i norske Sandnes Ulf, men han er vendt hjem til Danmark for at komme tættere på familien.

- Jeg skulle tilbage til Danmark, da der har været noget sygdom i familien. Derfor var det tid til at komme tilbage til Danmark. Derudover har jeg fået et arbejde i Aarhus, og så passer det rigtig fint at spille i Vatanspor. Jeg kender mange spillere og personer omkring klubben. Det passede fint sammen, siger Sanel Kapidzic til LigaBold.dk.

30-årige Sanel Kapidzic fortæller, at han blev tilbudt en ny to-årig kontrakt i Sandnes Ulf. Det var dog det personlige, der gjorde, at han har valgt at rejse hjem til Danmark for at spille i Aarhus-klubben.

Angriberen mener, at han kan lære mange af de unge spillere i Jyllandsserie-klubben en del.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg kan bidrage med erfaring og specielt hjælpe de unge gutter. Derudover er det ambitiøs klub, der gerne vil rykke op. Klubben har lige fået lavet nyt omklædningsrum og skal have lavet tribune, så det er en klub med ambitioner, der gerne vil frem. Jeg kan hjælpe med træningskulturen og kulturen generelt i klubben. Det er noget af det, som jeg kan hjælpe med det.

Den tidligere AGF'er har ikke prøvet at spille i den femtebedste danske række før, og det bliver specielt for ham.

- Nu har jeg ikke spillet i så lav en række før, så det bliver selvfølgelig noget helt nyt. Det er overhovedet ikke på et professionelt niveau, som jeg har været vant til. 

- Det passer dog fint med, at jeg har to børn, en kone og et arbejde. Det passer helt fint, at det ikke er hver dag, hvor der er træning og kampe. Generelt passer det bedst til mig nu, så det er jeg godt tilfreds med.

Har haft andre tilbud

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sanel Kapidzic kunne vælge mellem flere danske klubber, siger han. Vatanspor havde dog den bedste pakke, hvor fodbold bliver kombineret med et arbejde i TDC Erhverv.

- Ja, jeg har haft tilbud fra andre danske klubber, men det var ikke det værd at flytte væk fra Aarhus for. Hele pakken passede bare bedst med at blive i Aarhus. Det var dem (Vatanspor, red.), der hjalp mig med at finde arbejdet, så det passede mig egentlig bedst, siger Sanel Kapidzic til LigaBold.dk.

I løbet af karrieren har Sanel Kapidzic spillet i AGF, FC Fredericia, FC Fyn, Vard, Mjøldalen, Fredrikstad, Korona Kielce og Sandnes Ulf. Han er i alt noteret for 270 kampe med 89 mål til følge. 

Angriberen spillede i AGF fra 2009 til 2012 og var før det en del af ungdomsholdene i klubben. Han nåede at spille 15 Superliga-kampe og score et mål. Målet faldt mod Silkeborg 15. marts 2010.

Vatanspor skal til foråret spille i Jyllandsserien 1, og her skal holdet kæmpe om en plads i næste sæson af Danmarksserien.

1 kommentar

Læs alle kommentarer
annonce
annonce
annonce
annonce
0