Sidste kapitel i Spygate er endnu ikke blevet skrevet.
Det engelske fodboldforbund, FA, meddeler onsdag, at Southampton-manager Tonda Eckert er blevet sigtet for sin rolle i den såkaldte Spygate-skandale.
Southampton blev i maj smidt ud af Championship-playoff, efter det kom frem, at klubben havde spioneret mod tre modstandere i løbet af sæsonen.
En uafhængig disciplinærkommission fastslog dengang, at spionagen var godkendt af Eckert og udgjorde en 'planlagt og målrettet plan, der kom fra den øverste ledelse'.
Siden da har FA undersøgt sagen, som har haft til formål at finde ud af, hvem der deltog i spionagen og ikke mindst hvem der kunne holdes ansvarlig for skandalen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Southampton har udsendt en kort meddelelse i kølvandet på sigtelsen, hvor klubben bakker op om cheftræneren.
- Southampton FC og førsteholdets cheftræner Tonda Eckert anerkender de sigtelser, som FA i dag har rejst vedrørende en overtrædelse af regel E3.1. Tonda og klubben vil fortsat samarbejde fuldt ud og åbent med FA.
- Vores fokus er fortsat rettet mod forberedelserne til Championship-sæsonen 2026/27. Klubben bakker fortsat fuldt op om Tonda og hans stab, mens vi arbejder hen imod målet om at vende tilbage til Premier League.
- Vi har ikke mulighed for at kommentere sagen yderligere, så længe processen pågår, men vil orientere vores fans, så snart vi er i stand til det.
Tonda Eckert har foreløbig frem til på tirsdag til at respondere på sigtelsen.

Southampton
Championship




































