

Han har prøvet mere end de fleste.
Men hvis Rasmus Falk alligevel havde sommerfugle i maven op til lørdagens kamp mod FC København, kan man ikke bebrejde ham.
Den 33-årige midtbanespiller var nemlig tilbage i Parken for første gang siden sommerens skifte. Tilbage i de rammer, der var hans hjemmebane i ni sæsoner.
- Det var specielt. Det var en stor oplevelse. Det er et sted, der betyder og har betydet meget for mig, fortalte Rasmus Falk efter kampen.
Han var aftenens store historie, allerede inden der var fløjtet op, og han gik alene på banen, mens han lod sig hylde af de små 30.000 tilskuere, der var på plads.
Artiklen fortsætter efter billedet

FCK- og OB-fansene klappede i takt.
Var du splittet lige der?
- Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg har haft en masse vidunderlige år i Odense, inden jeg tog til København, og jeg havde en masse vidunderlige år i København, inden jeg tog til Odense.
- Jeg kan nemt skille tingene ad, og det her sted betyder meget for mig. Jeg har opnået meget her sammen med en masse gode mennesker. Nu er det meningen, at jeg skal opnå noget fedt i Odense. Man kan godt elske to steder, lød det fra hovedpersonen, der spillede en stor kamp i nationalarenaen.
- Vi kan matche de bedste
OB bragte sig foran efter bare fire minutter, og man skulle helt frem til det 88. minut, før udligningen fra Gabriel Pereira faldt.
- Første halvleg kan ikke være bedre. Vi skulle have været skarpere og scoret mere end det ene mål, for så havde vi haft lidt mere at give af. I anden halvleg bliver vi for forsigtige, og så investerer vi selvfølgelig meget i at forsvare.
- Jeg synes, vi forsvarer fantastisk. Men når man skal stå imod så længe, vil der altid komme tilfældigheder og små fejl.
Men trods skuffelsen over de tabte point peger Falk på, at OB kan tage meget med.
Fynboerne har prøvet at tabe med 0-4 og 1-5 til henholdsvis Vejle og AGF, men Alexander Zornigers tropper har også hentet point mod både FCK og FC Midtjylland på udebane.
- Nu handler det om at sørge for, at forskellen på top og bund ikke bliver for stor. Vi har vist, at vi kan matche de bedste, men vi skal gøre det uge efter uge, sluttede han.
I sin FCK-tid nåede Rasmus Falk at vinde fem mesterskaber og tre pokaltitler.
Nu vil han levere store ting med OB.

VM Morgenbriefing: Norge drømmer videre - Mbappé knuser Sverige
Hattrick | Afsnit 129Erling Haaland sendte Norge i ottendedelsfinalen, hvor selveste Brasilien nu venter. Vi ser på den norske eufori og de stærke reaktioner fra både Haaland og Ståle Solbakken.
Læs mere
FC København
OB
3F Superliga



































