


Felix Götze er ramt af chok.
I weekenden blev tyskeren nemlig udsat for nogle skandaløse scener i Rot-Weiss Essens kamp mod Dynamo Dresden i 3. Liga.
Götze var kommet galt afsted med hovedet og måtte derfor bæres fra banen på en båre nede foran Dresdens tilskuerafsnit.
Det var dog ikke den bedste oplevelse for Mario Götzes lillebror, da han blev mødt af kasteskyts og spytklatter, så lægestaben måtte beskytte ham med medbragte paraplyer.
En mærket Götze har nu sat ord på episoden.
- I går græd jeg for første gang i min fodboldkarriere. Ikke af smerte, men fordi det var ydmygende at blive fornærmet, spyttet på og få kastet ting efter sig med et blødende ansigt og i chok. Der er grænser, og de blev desværre overskredet i går.
- Jeg elsker denne sport, og jeg sætter pris på alle fans, for uden jer ville fodbold ikke være, hvad det er. Men på trods af alle følelserne må visse grænser simpelthen ikke overskrides.
- Der er et menneske i hver eneste trøje, der bæres på banen!, skriver Felix Götze på Instagram.
Episoden fandt sted tre minutter før slutfløjt, så Rot-Weiss Essen måtte spille med en mand i undertal.
Kampen sluttede 2-2 i 3. Liga.
Det tyske fodboldforbund har desuden meldt ud, at man har indledt en undersøgelse af sagen.

Dynamo Dresden
RW Essen
3. Liga



































