Lyngby Boldklub sender unge Aksel Jørgensen ud på græs i FC Helsingør.
Den 18-årige midtbanespiller udlejes til CampoBet 2. division frem til sommer, oplyser Lyngby.
- Vi har med succes før lejet nogle af vores unge spillere ud til klubber, hvor vejen til spilletid er kortere end her, og det håber vi, også bliver tilfældet med Aksel, der nu skal fortsætte sin udvikling hos Helsingør resten af foråret, hvor vi vil følge ham tæt, indtil han kommer tilbage til os igen til sommer, siger sportschef Nicas Kjeldsen.
Aksel Jørgensen står noteret for én førsteholdskamp for Lyngby, som kom i september.
Nu håber han på at få flere minutter i benene hos Helsingør.
- Det er en god mulighed for mig for at få flere seniorminutter i benene i foråret, når der her i Lyngby er så stærk konkurrence på min position.
- Jeg tænker, at et lejeophold hos FC Helsingør kan give mig noget mere erfaring, så jeg kan komme stærkere tilbage, men jeg håber også, at jeg kan bidrage positivt til deres mission om overlevelse.
FC Helsingør ligger sidst i 2. division.

Lyngby Boldklub
FC Helsingør
Betinia Liga



































