2. Division -FCH-profil: Større smittefarer end på banen
2020-06-10 09:55:02
Foto: Jan Christensen / Getty Images

FCH-profil: Større smittefarer end på banen

FC Helsingørs Anders Holst er glad for udsigten til, at 2. division genoptages, og han føler sig ikke mere udsat for smittefare på en fodboldbane end mange andre steder.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

2. division skydes i gang igen i den kommende weekend, men tirsdag aften blev det besluttet, at der ikke er krav om, at spillerne corona-testes før kampene.

Det er ikke noget, der bekymrer FC Helsingørs Anders Holst, som påpeger, at smittefaren er mindst lige så stor andre steder som på en fodboldbane.

- Jeg føler mig ikke mere udsat til en fodboldkamp end andre tidspunkter. Der er mange andre steder, der er farligere at opholde sig end på et kæmpe areal med 22 spillere. 

- Som der er åbnet op i samfundet, er jeg helt overbevist om, at der er steder, der er større chance for at blive smittet end inde på banen. Risikoen er større i køen i Netto.

- Min personlige mening er, at det virker til at være under kontrol, og det virker ikke længere så farligt eller uhåndgribeligt.

Godt at få gjort tingene færdigt

Indtil for nyligt var der risiko for, at 2. division slet ikke ville blive genoptaget og dermed skulle afgøres på anden vis.

Det glæder Holst, at Helsingør, som ligger til oprykning til 1. division, selv får muligheden for at afgøre tingene.

- Det er fedt at få lov at spille om det i stedet for, at det skal afgøres på skrivebordet.

- Alle spillere ville helst have spillet alle kampe i turneringen, men uanset hvad er det fedeste at afgøre det selv, så vi tager, hvad vi kan få.

Der resterer seks runder, hvor holdene i oprykningsspillet og nedrykningsspillet skal møde de klubber, de endnu ikke har mødt i sæsonen.

Lodtrækningen betød, at Helsingør møder oprykningsrivalen Aarhus Fremad på udebane, men det bekymrer ikke Anders Holst.

- Sådan er det. Hvis vi vil rykke op, skal vi kunne slå Aarhus Fremad alle steder. Vi ville helst møde dem hjemme, hvor vi er rigtig stærke, men vi skal også kunne slå dem på udebane, hvis vi vil i 1. division, understreger Holst.

FC Helsingør har seks point ned til Aarhus Fremad.
 

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce