Ugens europæiske kampe er overstået.
Dermed kan der laves et overblik over koefficientlisten, og her er Danmark fortsat at finde på 14.-pladsen.
FC København er det eneste danske hold, der har bidraget til den danske koefficient i løbet af ugen, da Jacob Neestrups tropper spillede 2-2 mod Galatasaray.
FC Nordsjælland tabte nemlig mod Fenerbahce, hvilket ikke giver nogen point.
FCK's uafgjorte resultat sender 0,250 point ind på den danske konto, men Danmark ville faktisk have overhalet Serbien, hvis der ikke var blevet indkasseret to sene kasser i Tyrkiet, da en sejr havde givet 0,500 point.
Indtil videre har FCK samlet 9,5 point sammen, mens FCN har sikret Danmark 3,5 point.
Artiklen fortsætter efter billedet

FCM nåede at samle 3 point, inden de røg ud, mens AGF kun fik hentet et enkelt point til koefficient-regnskabet.
Tjekkiet er det eneste land, der ligger tæt på Danmark, som er rykket frem på listen, da de nu er at finde på 16.-pladsen, efter at de lå på 18.-pladsen før ugens begyndelse.
Se overblikket her:
| Placering | Nation | Point | Point i denne sæson | Hold tilbage |
| 11. | Østrig | 30.400 | 2.600 | 3/5 |
| 12. | Schweiz | 29.975 | 2.200 | 3/5 |
| 13. | Serbien | 27.375 | 1.000 | 3/5 |
| 14. | Danmark | 27.200 | 4.250 | 2/4 |
| 15. | Norge | 26.875 | 3.250 | 2/4 |
| 16. | Tjekkiet | 26.550 | 4.000 | 3/4 |
| 17. | Israel | 26.125 | 3.750 | 2/4 |
| 18. | Ukraine | 25.800 | 1.900 | 3/4 |
| 19. | Grækenland | 24.325 | 4.200 | 4/5 |
| 20. | Kroatien | 23.025 | 3.375 | 1/4 |
| 21. | Polen | 22.875 | 3.850 | 2/4 |
| 22. | Sverige | 21.500 | 1.875 | 1/4 |
| 23. | Rumænien | 21.375 | 3.250 | 0/4 |
Kilder: Kassiesa, football-coefficient.eu
Hvorfor er top 15 vigtigt?
En plads i top 15 vil sikre, at Danmark kan få fem Europa-pladser, selvom Champions League ændrer format fra 2024.
Fra sommeren 2024 ændrer UEFA det nuværende Champions League-format, så det går over til en ligastruktur i stedet for de nuværende grupper.
Det betyder også, at antallet af hold udvides fra 32 til 36. Læs meget mere om det HER.
Efter de seneste sæsoners resultater står det klart, at Danmark går ind til sæsonen 2024/25-sæsonen på 17. pladsen.
Hvordan får man point?
Koefficientpoint uddeles til et land, når en klub fra det pågældende land præsterer i de europæiske kampe.
En sejr fra gruppespillet og frem giver to point, og uafgjort giver et enkelt, men det divideres med antallet af klubber fra landet, som i starten af sæsonen fik en europæisk billet.
I kvalifikationsrunderne halveres pointtallet, så en sejr giver et enkelt point, og uafgjort giver et halvt point. Det divideres ligeledes med antallet af hold, der fik europæisk billet (fire i Danmarks tilfælde).
At FC København er nået hele vejen til Champions League-gruppespillet, sendte fire bonuspoint ind på kontoen, hvilket dog blev divideret med fire.
Det gav ikke bonuspoint, da FC Nordsjælland bookede billet til Conference League-gruppespillet.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC København
FC Nordsjælland
Champions League


























