Bold kunne i slutningen af oktober fortælle, at FCK's sportsdirektør Sune Smith-Nielsen arbejdede på at sætte et større hold omkring sig i den sportslige ledelse.
Helt konkret har Sune Smith-Nielsen de seneste måneder afholdt samtaler med henblik på at finde de rette folk til teamet omkring sig og har ifølge Bolds oplysninger i den forbindelse talt med blandt andre den tidligere FC Nordsjælland-boss Jan Laursen samt Mikkel Hemmersam, der har en fortid i FCK og senest var ansat i Anderlecht.
Hverken Jan Laursen eller Mikkel Hemmersam kommer dog til at være en del af FCK's ledelse i den her omgang.
Tirsdag oplyser FC København på sin hjemmeside, at de rokerer rundt i den sportslige ledelse, og her fremgår det, at nu tidligere chefscout Andreas Hintze bliver teknisk direktør, hvor han vil have hovedansvaret for scouting og rekruttering.
Mikkel Køhler fortsætter som rekrutteringschef, men nu med primært fokus på toptalenter og U19-holdet.
Han vil samtidig i samarbejde med Sune Smith-Nielsen varetage den daglige øverste ledelse af talentafdelingen, indtil en ny udviklingsdirektør er på plads, lyder det.
Derudover skriver Daniel Mofid på sin Linkedin, at han efter fem år bytter DBU ud med FC København. Her er han startet som Legal Counsel & Executive Assistant.
Det bekræftes af nyheden, FCK har meldt ud tirsdag, hvor Sune Smith-Nielsen sætter ord på ændringerne.
- Jeg er meget tilfreds med teamet, og jeg er tryg ved deres kompetencer. Det er folk, jeg har kendt gennem flere år, og som jeg har stor tillid til.
- Vi vil sammen fortsætte udviklingen af vores transfersetup og styrke området yderligere. Afdelingen vil altså fortsat være i udvikling i fremtiden, siger Sune Smith-Nielsen til klubbens hjemmeside.
Tidligere på året fik Sune Smith-Nielsens tilgang betydning for Daniel Rommedahl, der efter 24 år i klubben fik sparket og samtidig nedlagde klubben stillingen ‘Director of Football Operations & International Affairs’.
Nu er der rokeret rundt, og Sune Smith-Nielsen har fået styr på folkene omkring sig.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FC København
3F Superliga


























