Pludselig var det forbi.
Fra den ene dag til den anden sluttede Martin Johansens karriere. Den elegante offensivspiller havde ellers skrevet en god kontrakt med Farum i maj 2001 som 29-årig og havde nøje planlagt at spille fodbold på højt plan, til han var 35 år.
Men sådan skulle det ikke gå. Tiden i den nordsjællandske klub forløb ikke som ventet for Martin Johansen. Efter kort tid i klubben blev han nemlig skubbet ud i kulden af daværende Farum-træner Christian Andersen.
En hård tid for en mand i sin bedste fodboldalder, fortæller den i dag 47-årige hovedperson til bold.dk.
- Så viste det sig, at sådan skulle det ikke være, og den beslutning havde Christian Andersen taget på et meget tidligt tidspunkt, siger Martin Johansen til bold.dk.
Det fik ham til at revurdere sin egen tilværelse og tænke over livet efter fodbolden.
- Min tid i Farum husker jeg dog ikke som noget specielt, andet end jeg havde en masse tid til at tænke over, hvad jeg så skulle. Fra den ene dag til den anden skulle jeg bare ikke spille mere.
- Det var voldsomt frustrerende, specielt da jeg ikke kunne få at vide hvorfor. Det var næsten det værste. Der var ingen kommunikation, siger Martin Johansen.
Det blev blot til fem kampe for Martin Johansen i Farum i den bedste række, og han tilbragte specielt det sidste år meget af sin tid på tilskuerpladserne.
I juni 2003 satte den vævre midtbanespiller og angriber et endegyldigt punktum. Lysten var forbi, og det samme var en glorværdig karriere i en alder af 32 år.
I 2004 lagde han støvlerne endeligt på hylden efter et par korte ophold i blandt andet Skjold og Greve.
- Det var ikke den måde, som jeg havde fortjent at slutte karrieren på. Det var det ikke.
Derfor har 47-årige Martin Johansen den dag i dag heller ikke så meget til overs for tiden i klubben.
- Ud over pengene er jeg fuldstændig ligeglad med min tid i Farum.
Martin Johansen fik grublet over tilværelsen i sin tid væk fra fodboldbanen, og han fik lagt en klar plan for fremtiden. Han ville arbejde i salgsbranchen, men planen kommer vi tilbage til.

Martin Johansen i sin Lyngby-tid. Her i kamp mod Brøndby i oktober 2000. (Foto: Getty Images)
Bankede Bayern i Gentofte
Martin Johansen og tvillingebror Michael Johansen startede deres kærlighed til fodbolden i en ganske ung alder. Allerede i en alder af fire år startede Johansen-brødrene i Rosenhøj. Det var den eneste klub, der på det tidspunkt ville tage brødrene ind grundet deres alder.
Hurtigt blev de skippet videre til KB, og i 1991 stod den på en tilværelse i B1903. Her skulle Martin Johansen i en alder af blot 19 år få sin første optræden på den helt store internationale scene.
22. oktober 1991 på Gentofte Stadion tørnede B1903 og mægtige Bayern München med Søren Lerby i trænersædet sammen i UEFA Cuppen. Det skulle vise sig at blive en magisk aften for Martin Johansen og resten af det danske mandskab.
- Vi vidste godt, at det ville blive noget af en mundfuld, men klokken 16 på Gentofte Stadion udviklede det sig heldigvis i vores retning, og vi scorede stort set på alle de chancer, som vi havde. Det var en dejlig oplevelse foran 10.000 mennesker.
- Det var en stor kamp, og én som jeg vil huske tilbage på, siger Martin Johansen.
B1903 vandt kampen med hele 6-2 til fodbold-Europas store overraskelse. Godt nok scorede Martin Johansen ikke, men han viste, at der var krummer i ham.
Afgjorde mesterskabet
Efter den succesfulde sæson i B1903, blev B1903 og KB lagt sammen til FCK i 1992, og allerede i første sæson skulle Martin Johansen få en hovedrolle. Én kamp husker han specielt godt.
I næstsidste spillerunde mødte FCK rivalerne fra Brøndby og kunne afgøre mesterskabet med en sejr. FCK vandt 3-2 på to mål af den hurtige angriber Martin Johansen med nummer ti på ryggen.
- Det var rigtig vigtigt. I den danske presse var min bror Michael og jeg jo udnævnt til store talenter og rundt om i den danske fodboldverden.
- Det var fint, at vi virkelig fik sat streg under det. Det betød da voldsomt meget, siger Martin Johansen.
Ikke nok med et dansk mesterskab til FCK i sæsonen 1992/1993, så blev Martin Johansen nummer to på topscorerlisten med 12 mål, hvor modstanderne frygtede den lille angribers finurlige driblinger.
Passede ikke ind på landsholdet
Det blev i 1993 belønnet med en plads på det danske landshold. 2. juni 1993 var han med til at sikre Danmark en 4-0-sejr over Albanien i VM-kvalifikationen. Efter den succesfulde sæson i FCK følte han sig bestemt berettiget til en plads på landsholdet.
- Jeg var ikke overrasket, og jeg synes, at det var yderst fortjent, efter at jeg lå højt på topscorerlisten for det hold, der blev dansk mester. Så syntes jeg, at det var meget naturligt at være inde omkring landsholdet. Alt andet havde været meget underligt.
- Når det så er sagt, så var Richard Møller landstræner, og min spilletype stod måske ikke lige øverst på listen hos ham. Ud fra den betragtning var det selvfølgelig ikke nemt at være landsholdsspiller. Holdet var jo også blevet europamester året før, siger Martin Johansen.
Det blev til den eneste landskamp for Martin Johansen, og det har angriberen selv en forklaring på.
- Jeg fik et rødt kort i sidste kamp for FCK mod AaB, hvor vi var blevet dansk mester. Derfor spillede jeg først min første kamp midt i august, hvor jeg spillede landskampen i juni måned.
- Det gjorde det lidt nemmere for den danske landstræner at smide mig af, da han ikke havde set, hvilket niveau jeg var på. Det kan man godt kalde dårlig timing, siger Martin Johansen.
For tidligt at rejse ud
I den efterfølgende sæson i 1993/1994 blev Martin Johansen ved med at score på samlebånd, selvom det kun rakte til en andenplads for FCK. Her gik der rygter om et muligt skifte til udlandet, og der var da også tilbud, men han takkede nej.
- Et eller andet sted vil man jo bare gerne spille kampe og gerne fra start, og det ved jeg ikke, om jeg kunne i udenlandske klubber.
- Derudover var der meget samspil mellem mig og brormand i den periode, og det holdt måske klubberne lidt væk, da vi var sådan en pakkeløsning. Det var lidt svært.
- Der var mange klubber inde i billedet, og der var næsten ikke en klub, der ikke blev skrevet om, så det var nærmest dagligt.
- Der var enkelte tilbud, men jeg syntes måske, at det var tidligt at tage ud. Jeg spillede i en af de bedste klubber i Danmark, siger han.
Efterfølgende blev Martin Johansen omskolet til midtbanespiller, og derfor gik målscoringen også naturligvis ned for den lille, nu tidligere angriber.

Martin Johansen spillede 227 kampe og scorede 48 mål i den bedste danske række. (Foto: Getty Images)
Snydt for Bolton-skifte
I efteråret 1996 var der dog bud fra det store udland efter Martin Johansen. Bolton havde set sig lune på ham, men den engelske klub endte i sidste øjeblik med at vælge brormand frem for ham. En mindre god kamp i Ikast med daværende Bolton-manager Colin Todd som tilskuer gjorde udslaget.
- Et par folk fra Bolton tog så til Ikast for at se en kamp, og der var de meget tæt på at købe mig, men så så de Michael og fandt nogle penge frem, og så købte de ham og Per Frandsen i stedet for, siger Martin Johansen.
Usandheder og julekort
Drømmen om en karriere i udlandet blev dog ikke slukket helt for Martin Johansen. Hans kontrakt i FCK var ved at løbe ud, og det udnyttede engelske Coventry til at sikre sig danskeren i sommeren 1997.
Det blev dog en ganske turbulent tid med manglende spilletid.
- Jeg havde en snak allerede efter et halvt år i Coventry, og jeg kunne godt se, hvor tingene bar hen ad, og det ville blive svært at komme på førsteholdet.
- På det tidspunkt var jeg 27 år og ville gerne spille fodbold. Planen var derfor, at jeg skulle spille fodbold et eller andet sted. Jeg tænkte da, at jeg godt kunne spille i en anden klub i den næstbedste række.
Martin Johansen var bestemt ikke fan af sin agent Richard Codys måde at behandle ham på, og det startede et underligt forløb.
- Jeg syntes ikke, at jeg havde en voldsomt god løn på det tidspunkt, og derudover skete der en masse mærkelige ting blandt andet usandheder. Jeg ved faktisk ikke rigtigt, hvad der skete.
- Jeg så, at min agent sendte et brev rundt til engelske klubber i den næstbedste række, som sådan en slags julekort. Det spillede klubberne ikke med på – at få sådan en spiseseddel ind ad døren. Det var en lidt mærkelig oplevelse.
- Jeg tror, at min agent fik flere penge af Coventry, end jeg fik i løn for aftalen, så det er klart, at han havde interesse i, at jeg blev i klubben.
- Det hele var underligt på det tidspunkt, men det er sådan nogen gange. Hvis jeg ser tingene i bakspejlet nu, skulle jeg nok have fundet en anden agent – en lidt bedre agent, siger Martin Johansen.
Anfører og agent-sagen
En mulighed opstod for at komme væk fra Coventry og hjem til Danmark for Martin Johansen. I 1999 skrev han kontakt med Lyngby, der hørte til i den bedste danske række. Det startede godt, og Johansen blev hurtigt anfører, men i 2001 krakelerede det.
En sag omhandlende agent Karsten Aabrink og hans agentarbejde i Lyngby i februar 2001, var Martin Johansen involveret i.
Et par unge Lyngby-spillere spurgte Johansen til råds angående et klubskifte til udlandet. Her anbefalede han spillerne at snakke med en agent, og på det tidspunkt var Karsten Aabrink Martin Johansens agent.
Det betød, at flere spillere kontaktede Aabrink, for at han kunne hjælpe deres karriere til udlandet, og det skabte polemik i Lyngby. Det blev en større sag i landets største medier.
- Aabrink var jo en dyr herre, og det syntes Lyngby ikke rigtigt om, men han ville jo selvfølgelig gerne have penge for sit arbejde. På det tidspunkt havde Lyngby meget lidt økonomi. Klubben syntes derfor, at de fakturaer, som Aabrink sendte, var lidt dyre, og så blev det lidt voldsomt.
- Det endte med at blive en forside på Ekstra Bladet med teksten ’Drop ham som agent’ eller ’skrid’. Jeg kan ikke helt huske de præcise ord.
- Jeg syntes, at det var helt hen i vejret. Jeg tænkte, at hvis de havde et problem med et eller andet, så tager man det med den spiller. Man smider da ikke anføreren på forsiden af Ekstra Bladet. Det var helt på månen.
- Der var jeg lidt overrasket, siger Martin Johansen.
I den periode kunne Martin Johansen godt fornemme, hvor det bar hen ad. Johansen skulle væk fra klubben, selvom det ikke var med hans gode vilje.
1. maj 2001 skiftede den nu 29-årige tidligere Lyngby-anfører tilværelsen i Lyngby ud med 1. divisionsklubben Farum, der havde store ambitioner. I den efterfølgende sæson blev Lyngby erklæret konkurs.

Martin Johansen dribler afsted på Brøndby Stadion i marts 2000. (Foto: Getty Images)
Et liv på farten
Det endte som tidligere skrevet i lidt af en fiasko for Martin Johansen. Han blev skubbet ud i kulden og havde god tid til at indstille sig på en karriere uden for kridtstregerne. I en alder af 32 år stoppede Martin Johansen karrieren, og her var planen lagt.
- Jeg har hovedsageligt haft noget med salg at gøre efter karrieren. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var god til salg. Det med at sidde på kontor fra 8 til 16 er ikke lige mig, siger han.
Karrieren i salgsbranchen startede som Sales Manager hos PrimeTime Denmark. Derefter bevægede han sig videre over i en anden branche.
- Jeg var derefter i Bøgeskov Flytteforretning i fire år og havde en kollega der. Bøgeskov gik så konkurs, dem der hed BFT, der er voldsomt meget i medierne nu angående hvidvaskning af penge og alt muligt, men der var jeg altså.
- Derefter kom jeg på Hilton og var et par år. Så havde jeg stadig kontakt til min kollega fra Bøgeskov Flytteforretning, og hun var så i Holger Danske Flytteforretning.
- Så mødte jeg chefen, og han spottede et eller andet.
- Derefter skulle jeg hjælpe ham lidt, efter han fyrede sine gamle sælgere, så først blev det 15 timer og senere 37, og nu har jeg så været der i syv år og er meget glad, siger Martin Johansen.
Han varetager stillingen som salgschef hos Holger Danske Flytteforretning. Et job, hvor han ofte er på farten.
- Jeg ser det som en anden form for ejendomsmægler. Jeg ser 5-6 boliger hver dag, så udregner jeg tilbud og sender til kunderne.
- Derudover har jeg kundekontakt, det kan jeg rigtig godt lide. Det er en nem målestok at være sælger, da man skal sørge for at få nok penge i kassen.
- Mit fodboldgen driver mig til at gøre det så godt som muligt og præstere på et højt niveau hele tiden, så det driver mig også til at gøre det endnu bedre, siger Martin Johansen.
Selvom det er over 15 år siden, Martin Johansen lagde støvlerne på hylden, så bliver han ofte genkendt på arbejdet for sin storhedstid i FCK.
- Jeg har jævnligt sjove episoder på arbejdet. Folk vil jo gerne have et tilbud på flytning, og lige inden jeg går ud ad døren, siger de: ’Jeg kender dig et eller andet sted fra’. Det er dog hovedsageligt fra folk over 30, og de er ikke helt sikre, hvor det er fra.
- Så siger jeg, at jeg har en tvillingebror, og så ved de det godt. Det er ikke kun FCK-fans, også andre fans, men jeg er åbenbart stadig et kendt billede i Storkøbenhavn, så det er jo kun fint og meget for det positive. Så jeg må have gjort eller andet rigtigt i løbet af karrieren.

Martin Johansen er glad for sit arbejde hos Holger Danske Flytteforretning, der blandt andet har vundet Gazelle-prisen tre gange. (Foto: Privat)
En FCK-legende
Fodbold har han dog ikke kunne slippe helt. Han er nu spillende cheftræner for FC Græsrødderne og til tider inde og se FCK spille de store kampe i Parken.
I 2014 blev Johansen hædret for sit store aftryk i klubben med en plads i ’Legends Club’, der består af tidligere koryfæer i den københavnske klub.
- Det betyder rigtig meget at være i 'Legends Club'. Det er et kæmpe skulderklap. Derudover er det sjovt at sige hej til nogle af de gamle drenge igen og høre, hvad der sker.
- Det er jeg rigtig glad for og meget stolt over at være en del over. Det er jo ikke alle, der kommer ind i den klub, siger Martin Johansen og tilføjer, at han stadig har kontakt med gamle holdkammerater som Lars Højer og Michael Manniche.
Om Martin Johansen så vil komme tilbage i fodboldverdenen, som der har været en stor del af Johansens liv, i en træner-rolle på den store fodboldscene, er svaret dog meget klart. Relationen til fodboldverdenen bliver kun på hyggeplan, så han kan passe sin flytteforretning.
Martin Johansen spillede 227 kampe og scorede 48 mål i den bedste danske række.



FC København
Lyngby Boldklub
Farum



































