





Alex Kral har prøvet lidt af hvert i sin korte FC København-karriere.
Han blev hentet på en fri transfer fra Union Berlin og har siden spillet fem kampe.
Hans foretrukne position er på den centrale midtbane, men han er allerede blevet kastet rundt på flere forskellige positioner.
Det var også tilfældet i torsdagens 5-1-sejr over Debrecen i Conference League, hvor han undervejs spillede på højrekanten, hvilket resulterede i både et mål og et oplæg.
Cheftræner Bo Svensson satte efter kampen ord på, hvad han ser fra sin altmuligmand.
- Jeg ser en målmaskine. Han ofrer sig altid i holdets tjeneste. I dag endte han på højre kant, og han har også spillet højre back, højre midterforsvar og centralt.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Man kan grine lidt af det, men du kan altid regne med en indsats på 100 procent. Der er nogle boldtab i dag, men han lægger også op til et mål og scorer et, så hvem ved? Måske er det hans fremtidige position, sagde cheftræneren.
Det var Alex Krals første mål i FCK-trøjen, så hans smil var naturligvis bredt efter kampen.
- Jeg er meget glad - især fordi det var på hjemmebane og ned mod vores stemningstribune. Jeg nød det.
- I de første 70 minutter, hvor jeg spillede centralt, leverede jeg præcist det, vi havde aftalt inden kampen. Jeg lå tæt sammen med William Clem, og vi havde en god forståelse for hinanden.
- Der var meget plads bag Debrecens bagkæde, så vi forsøgte hele tiden at finde vores offensive spillere. Vi fik den kamp, vi ønskede os som hold. Jeg er glad for vores præstation, forklarede han.
Du kan læse om 5-1-sejren her.

FC København
ECL-kval
































