







FC København skulle onsdag eftermiddag finpudse de sidste detaljer forud for tirsdagens vigtige Champions League-brag mod de italienske mestre fra Napoli.
Træningslejrens sidste test bød således på 120 minutters fodbold mod Sturm Graz, som blot skulle bruge ti minutter på at bringe sig foran mod løverne.
Nogle meter ude foran feltet krøllede slovenske Tomi Horvat et flot frispark ind forbi en prisgivet Dominik Kotarski, og så var østrigerne i front med 1-0.
Jacob Neestrups mandskab svarede dog hurtigt tilbage.
Fem minutter senere tog Marcos Lopez bolden med sig til baglinjen, hvorfra han sendte et perfekt indlæg ind midt i feltet, hvor Viktor Dadason helt umarkeret kunne heade balance i regnskabet.
Artiklen fortsætter efter billedet

Men bolden var knap nok givet op, før østrigerne endnu engang tog føringen i det spanske.
Et par meter ude foran kanten af feltet modtog tyske Maurice Malone kuglen, vendte på en tallerken og huggede den resolut ind helt ude ved fjerneste stolpe til 2-1.
Efterfølgende pressede FCK-mandskabet på for endnu en udligning, men formåede ikke at udnytte de mange forsøg før pausen.
I stedet kunne Sturm Graz udbygge føringen kort inde i anden halvleg, da en lang bold fik lov til at passere et småpassivt FCK-forsvar, hvorefter Otar Kiteishvili iskoldt sendte den ind forbi Kotarski til 3-1.
Målfest
Endnu engang formåede løverne dog at svare igen, og endnu engang var det unge Dadason, der stod for scoringen. Den 17-årige islænding opsnappede bolden efter en stor forsvarsfejl og fordoblede sin måltotal på sikreste vis.
Kort før slutningen på den ordinære spilletid udbyggede Sturm Graz imidlertid føringen på ny, da Maurice Malone slap alene igennem, spurtede fra FCK-forsvaret og gjorde det til 4-2.
Efterfølgende blev der taget hul på den ekstra halve time, som på forhånd var aftalt mellem de to mandskaber, og her greb løverne lynhurtigt taktstokken.
Der var således blot spillet tre minutter, da Viktor Claesson kastede sig frem, prikkede bolden ind i netmaskerne og reducerede til 3-4 efter fornemt forarbejde fra 18-årige Jonathan Moalem.
Herefter ville Youssoufa Moukoko også lege med. Ti minutter senere udlignede den tyske angriber således med en flad afslutning.
Onsdagens testkamp mellem FC København og Sturm Graz endte dermed 4-4 efter 120 minutters fodbold.
Nu venter der Jacob Neestrups tropper en kæmpe opgave, når Parken tirsdag aften danner ramme om Champions League-opgøret mod Napoli.

FC København
Sturm Graz
Træningskampe




































