

Efter 17 spillerunder i 3F Superligaen er FC København ni point efter topholdet AGF.
De forsvarende mestes resultater har været alt for svingende i løbet af efteråret, og spørgsmålet er, om truppen overhovedet rummer nok kvalitet til at spille med i den sjove ende.
Ifølge offensivprofilen Mohamed Elyounoussi er svaret et klart ja.
Det fortalte han, da Bold spurgte ind til trup-kvaliteten efter søndagens 0-2-nederlag i Aarhus.
Har I kvalitet nok i truppen til at spille med i toppen?
Artiklen fortsætter efter billedet

- Når jeg sidder i omklædningsrummet og kigger rundt, er der ikke en eneste, jeg ville bytte væk for nogen i Superligaen. Der er masser af kvalitet. Det handler om at bakke hinanden op og arbejde os ud af det her, siger Elyounoussi.
Han understreger desuden, at han er topmotiveret for at levere et vildt comeback i Superligaen.
- Det er selvfølgelig hårdt, men jeg står her med en ekstrem motivation for at vende det. Det her kan blive den største comeback-historie. Vi har stadig masser af kampe tilbage, og jeg er sikker på, at vi kan vende det, siger nordmanden.
Ramt på selvtilliden
Elyounoussi mener, at det især er selvtilliden, der lige nu mangler hos FCK.
Efter to sejre i streg var løverne på vej i den rigtige retning igen, men nederlaget til AGF sender holdet tilbage i en negativ situation.
- Man træffer lidt andre valg på bolden, når man ikke har den selvtillid og det flow, man havde for tre måneder siden.
- Det er også et psykologisk spil. Men vi har rutine og erfaring i truppen. Vi har spillere, der har prøvet det før og kan hjælpe os med at vende det. Vi gør det sammen, siger Elyounoussi.
Han er ikke i tvivl om, hvad der skal til for at vende skuden.
- Vi har brug for gode præstationer. Vi havde to i træk, og der begyndte det at ligne noget. Og så får vi den her kamp. Vi må tilbage og arbejde.
- Vi skal vinde hver eneste duel og skrue fem procent op på alt, vi gør - træning, forberedelser, kamp. Heldigvis er der en ny dag i morgen og en ny mulighed på onsdag, siger Elyounoussi.
FCK har fire kampe tilbage, inden juleferien kalder.
To pokalkampe mod Esbjerg, en Superliga-kamp mod Sønderjyske og en udekamp mod Villarreal i Champions League.

VM Morgenbriefing: Historisk rødt kort og tyrkisk VM-exit
Hattrick | Afsnit 113Tyrkiets VM-drøm er forbi efter et dramatisk nederlag til Paraguay i en kamp, der bød på et historisk rødt kort og masser af kaos.
Læs mere
FC København
3F Superliga






































