

- Jeg har ikke prøvet noget lignende.
Mohamed Elyounoussi har prøvet meget i sin karriere, men tirsdag aften fik han sig en ny oplevelse.
Kosovoske FC Drita, der gæstede Parken i anden runde af Champions League-kvalifikationen, praktiserede en form for mandsopdækning, der virkelig tog fusen på den 30-årige nordmand.
Det fortæller han til Bold og øvrige medier efter opgøret, der sluttede 2-0 til FCK.
- De var meget disciplinerede og dækkede mand-mand på en meget ekstrem måde. Jeg har aldrig mødt den type modstander, siger Elyounoussi og uddyber.
- Det var virkelig ekstremt. Jeg har selvfølgelig spillet mod hold, der dækkede mand-mand før, men ikke på det niveau, hvor der er en mand, der følger dig overalt.
Artiklen fortsætter efter billedet

Samme spiller hele tiden
Undervejs i opgøret var det tydeligt, at Elyounoussi flakkede rundt mellem flere positioner, og han forklarer, at det var et bevidst forsøg på at komme Dritas mandsopdækning til livs.
Var det samme spiller, der fulgte dig hele tiden?
- Ja, hele tiden. Overalt. Det var lige meget, om jeg løb over på højre kant eller venstre kant, så fulgte han med.
- Jeg sagde til de andre i front, at vi måtte overdrive med at veksle rundt. Ved det første straffespark spillede jeg faktisk højre kant, men jeg løb helt over i venstre side for at overdrive. Jeg tænkte, at de kan jo ikke følge med hele vejen. Det bliver jo langt at løbe.
- Det var den måde, de to straffespark blev skabt, men vi skulle selvfølgelig kreere noget mere, siger Elyounoussi.
Han glæder sig over, at Magnus Mattsson kom ind fra bænken og afgjorde kampen til FCK's fodel.
- Havde vi haft en normal dag, havde vi scoret to mål i første halvleg, og så havde det været en helt anden kamp, men vi fik testet vores tålmodighed, og heldigvis kom Magnus ind og fik scoret to mål, afslutter nordmanden.

FC København
Drita
CL-kval




























